Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar med ønske om en tunnel mellem Prags Boulevard og Refshaleøen Anlæg
Miljøkonsekvensrapport for M5 beskriver den kommende Metroudbygning i København. Og Metro er en god ting for byen. Både nu og i forhold til den fremtidige byudvikling. Faktisk er det helt nødvendigt.
For Metroen er et fantastisk transportmiddel der kan mindske CO2 udledningen i byen. Og CO2 udledningen er også central i vurderingen af miljøkonsekvenserne. For en højbane eller viadukt mellem Prags Boulevard og Refshaleøen vurderes til at have betragtelig mindre CO2 udledning end en tunnelløsningen på strækningen.
Med dette høringssvar vil jeg på det kraftigste opfordre politikere og beslutningstagere til ikke at stirre sig blinde på CO2 og Økonomi i vurderingen af løsningen. For en tunnelløsning er også er dyrere end en højbane-løsning. Det vigtige i den forbindelse er ikke kun at vurdere CO2 og økonomiske omkostninger af de to modeller op mod hinanden. Det vigtige er at vurdere en højbane/viaduktløsning op mod det tab, som det uden tvivl vil påføre området.
København er en by i udvikling. Og vi viser stolt byen frem som en grøn by. Men de grønne åndehuller er der meget få af. Især dem, hvor der rent faktisk er stille. En gåtur på Margretheholmens område vil på de fleste af årets dage være en fredfyldt oplevelse – hvor det næsten virker som om, at der er længere ind til centrum af byen, end der i virkeligheden er. Området omkring Margretheholmen vil blive påvirket i væsentlig grad hvis løsningen opføres som viadukt/højbane. Også i højere grad end det fremgår af miljøkonsekvensrapporten. I anlægsfasen vil der ikke være støjisolering ved opfyldning af havnen. Og byggeriet af enten højbane eller viadukt vil også have en betydelig lydmæssig påvirkning. Det samme vil der være i driftfasen. Hele 25000 m2 friareal vil blive inddraget i anlægsfasen og ’de fremtidige udviklingsmuligheder på begge sider af banen vil være begrænsede’ som der står i rapporten. Derfor vil området i både anlægs- og driftfase i praksis betyde, at området ikke længere vil være den oase, som det er nu. I tillæg til det, vil havnen også ændre karakter i en grad så væsentlig, at det heller ikke vil være det sted, folk i området vil søge til. Resultatet vil altså i praksis være at to yderst sjældne rekreative områder i vores by i praksis forsvinder. Og det vil være yderst beklageligt og vil ikke stå mål med besparelserne på CO2 og i økonomi, som man opnår ved højbane/viaduktløsning frem for tunnelløsningen.
Dertil kommer, at der i rapporten bliver konstateret, at det ikke er så slemt at de rekreative områder påvirkes i den grad de gør, fordi det bl.a. bliver konstateret, at påvirkningen i anlægsfasen ’af det grønne friareal vurderes at være moderat, da der er andre nærrekreative arealer i lokalområdet’. Det er nødvendigt at stille et væsentligt spørgsmålstegn til, hvilke andre ’nærrekreative arealer’ i lokalområdet, det egentlig handler om? Det er i den forbindelse vigtigt at påpege, at området allerede er under væsentligt pres fra anlæggelsen af Lynetteholmen, der allerede har visuel betydning men ikke mindst også støjmæssigt og luftforureningsmæssigt.
Apropos støj bliver det også vurderet at støj ikke får så væsentlig en betydning hvis der anlægges en højbane/viadukt. Også her er det nødvendigt ikke at se isoleret på metrobyggeriet men på den øvrige stigende støj, der allerede på nuværende tidspunkt er kommet til i forbindelse med anlæggelsen af lynetteholmen. Vi ved i øvrigt fra nyeste forskning at støj og luftforurening begge påvirker fertiliteten betydeligt. Og det er min klare bekymring, at det ved anlæggelsen af højbane/viadukt så tæt på eksisterende byggeri vil øge denne risiko. Både i anlægs og i driftfasen – og især fordi der i miljøkonsekvensrapporten udelukkende vurder støjen isoleret set på byggeriet, men ikke samlet i forhold til den øvrige støj og luftforurening, som Lynetteholmen allerede medfører i området.
Lad det herfor være klart og tydeligt, at der er behov for en tunnelløsning mellem Prags Boulevard og Refshaleøen Anlæg.