Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5

Oprettet: 24. september 2024
Svarnummer:
518

Indsendt af

John Erichsen

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Uanset om jeg finder projektets kerne positivt, knytter der sig en række problemer til dele af linjeføringen, uanset om den nordlige eller sydlige model følges. Som nærmeste nabo til - og daglig bruger af - Østre Anlæg finder jeg det bekymrende, ja uforståeligt, at den fredede park i anlægsfasen skal udsættes for så hård og langvarig en medfart og beboerne i de tilgrænsende gader for så store støj- og vibrationsgener. Er det virkelig nødvendigt at opfylde den nordøstlige del af den gamle stadsgrav i parken? Er det tilsvarende nødvendigt at arbejde så nær fortidsmindebeskyttelseslinjen? Er det påkrævet at pålægge beboerne så store gener og forringe livskvaliteten og påvirke de rekreative interesser så voldsomt  og i så lang en periode som 10 år? At man forudser, at støjen i den årelange anlægsfase vil overskride det anbefalede niveau giver anledning til stor bekymring. Kort og godt: kunne anlæggelsen inklusive den påtænkte byggeplads ske uden for Østre Anlæg, ville det være en meget stor fordel. Desuden må det konstateres, at for almindelige borgere forekommer det uforståeligt, at både Stockholmsgade og Østerports omgivelser, der netop er færdiggjort efter langvarige arbejder igen skal være scene for store og atter langvarige anlægsaktiviteter.