Høringssvar vedrørende Hamletsgade - revideret lokalplanforslag

Oprettet: 22. november 2023
Svarnummer:
68

Indsendt af

August Birk Olsen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Trafik på skolevej og et "byrum" ingen ønsker

Den markante forøgelse af erhvervsarealet på grunden vil uden tvivl introducere stærkt øget trafik i området. Det er derfor stadig dybt problematisk at indkørslen til erhvervskompleksets parkeringskælder, samt til passagen mod Tagensvej, endnu er placeret på Nannasgade. Foruden at være til gene for beboerne på de små veje som ligger i forbindelse til gaden, vil den øgede trafik også gøre den daglige færdsel usikker for eleverne på Rådmandsgade skole, der benytter Nannasgade som skolevej.
Indkørslen bør i stedet placeres på Tagensvej eller Hamletsgade, som det blev foreslået under første høringsrunde i det fælles høringssvar med underskrifter fra mere end 420 borgere i kvarteret.

I det reviderede lokalplansforslag er den planlagte passage mellem Tagensvej og Nannasgade desuden stort set uændret fra det første forslag, på trods af utallige indvendinger i første høringsrunde, bl.a. det fælles høringssvar.
Der mindes om, at området i årevis har været afspærret af en port i aftentimerne, og at bygherre efter adspørgsel til årsagen har oplyst, at der var problemer med kriminalitet på grunden efter mørkets frembrud. Lokalplansforslaget afklarer fortsat ikke, hvordan problematikken skal afhjælpes, når der igen åbnes for et område, som står menneskeforladt hen efter fyraften.

Endvidere fremstilles passagen i lokalplansforslaget som et grønt byrum, men kigger man dybere vil man opdage, at store dele af arealet skal andvendes som gennemkørsel for renovation og fragt m.m., som indkørsel til parkeringskælder, og som pladser til bil- og cykelparkering. Det lyder ikke som et område, der giver anledning til ophold eller rekreation; snarere en belejlig indkørsel til erhvervskomplekset, som sætter kryds i kommunens tjekboks om at etablere et "byrum".

Ingen af beboerne i området har givet udtryk for, at de ønsker en passage gennem grunden -- tværtimod! Vil man have et ægte grønt byrum må man give plads til det. Man kunne eksempelvis åbne op for et grønt areal foran Kingos kirke i stedet for at bygge helt til randen. Dertil muliggør §1 i gældende lokalplan (190 Hamlets Gård) "at Nannasgade kan nedlægges som vej og anlægges som friareal til bebyggelsen med en offentlig passage over arealet og med en plads foran Kingos Kirke".
Såfremt Nannasgade lukkes for biltrafik i den vestlige ende mod Hamletsgade, og der dertil etableres et grønt område, vil tiltaget ydermere kraftigt reducere problematikken med øget trafik på gaden.

Jeg er overbevist om, at flere borgere vil få gavn af et stort og åbent grønt byrum med udsigt til den flotte kirke og menighedshuset, end af endnu en gennemkørselsmulighed, der gemmer naturen væk bag høje mure.

Det er defor min opfordring at:

  • Passagen mellem Tagensvej og Nannasgade bortskaffes
  • Indkørsel til området flyttes til Tagensvej eller Hamletsgade
  • Den vestlige ende af Nannasgade nedlægges som vej og anvendes som grønt område
  • Der etableres et åbent grønt byrum på grunden foran Kingos kirke (se figur 1)

Materiale: