Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 29. september 2023
Svarnummer:
106

Indsendt af

Lasse Quvang Rasmussen

Virksomhed / organisation

Danmarks Idrætsforbund (DIF)

Postnr.

2605

By

Brøndby

Høringssvar

Høringssvar fra Danmarks Idrætsforbund (DIF): Københavns Kommunes Kommuneplanstrategi 2023

Danmarks Idrætsforbund (DIF) ønsker at takke for muligheden for at afgive vores høringssvar vedrørende Kommuneplanstrategi 2023 ”Fremtidens Klimavenlige Hovedstad”. DIF er, i forlængelse af vores engagement i Københavns Kommune, ikke mindst i regi af vores formaliserede samarbejdsaftaler ”Verdensby i bevægelse” og ”10.000 flere børn og unge i forening”, meget optaget af udviklingen i København.

Vi er glade for, at Københavns Kommune fortsat anerkender idræt og fritid som essentielle elementer i byens udvikling og trivsel. DIF vil særligt gerne kvittere for målsætningerne i ”Kapitel 5 - En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid”, om at skabe en levende by med kultur og fritid, hvor alle københavnerne har adgang til faciliteter og tilbud indenfor kultur og fritid.

Generelle Bemærkninger 

DIF anerkender og værdsætter Københavns Kommunes mål om at skabe en sammenhængende kultur- og fritidsstruktur, der følger befolkningsudviklingen og tilgodeser behovene hos alle københavnerne. Dette er i overensstemmelse med vores egne mål og visioner for Københavns Kommune, og vi ser det som en positiv retning for byen.  Vi har fem centrale bemærkninger til kommuneplansstrategien:

  1. Konkrete måltal for idræts- og foreningsfaciliteter 

Vi vil gerne opfordre Københavns Kommune til at inkorporere konkrete måltal for antallet af idræts- og foreningsfaciliteter i Kommuneplanen 2024. Det er vigtigt at fastsætte måltal, der sikrer en kontinuerlig forøgelse af idræts- og foreningsfaciliteter pr. indbygger i forhold til det nuværende niveau. Det er velkendt, at Københavns Kommune har et efterslæb i forhold til antallet af faciliteter pr. indbygger i sammenligning med resten af landet. En ny kommuneplan bør have som mål at følge med befolkningstilvæksten samt mindske facilitetsefterslæbet.

  1. Behov for både klassiske og nye, innovative faciliteter 

Vi ønsker at understrege, at der er behov for en blanding af klassiske idrætsfaciliteter som kunstgræsbaner, idrætshaller, svømmehaller og mødesteder, især i forbindelse med udviklingen af byens idrætsparker. Det er disse fysiske rammer at størstedelen af alle idrætsaktiviteter for børn og unge finder sted.

Samtidig ser vi potentiale i nye innovative facilitetsformer, der er multifunktionelle og kan integreres i Københavns byrum, parker og vand- og havnearealer. Vi har set det med brobold-projekterne der sikrer foreningsaktiviteter i aktive byrum. Disse typer faciliteter kan ikke blot understøtte traditionelle idrætsaktiviteter, men også skabe plads til kreative og alternative fritidsaktiviteter, til glæde for en bredere skare af borgere og besøgende. 

  1. Behov for klubhuse og klublokaler

Vi ønsker at fremhæve vigtigheden af klubhuse og klublokaler i forbindelse med idræts- og fritidsfaciliteter. Disse fysiske rammer fungerer som afgørende mødesteder for foreningslivet og understøtter det lokale, demokratiske arbejde i foreningerne. Klubhuse og klublokaler spiller en central rolle i at skabe og styrke det sociale liv og samhørigheden i idræts- og fritidsforeningerne. Disse faciliteter giver frivillige trænere og medlemmer et sted at samles, planlægge aktiviteter og skabe det særlige klubmiljø, der er afgørende for at tiltrække og fastholde engagerede borgere i foreningerne.

  1. Demografiregulering af budgetter 

For at sikre, at målene i Kommuneplanstrategi 2023 kan realiseres, mener DIF, at det er afgørende, at budgetterne for idræt og foreningsliv demografireguleres i takt med befolkningsudviklingen og den socioøkonomiske udvikling i København. Dette vil sikre, at der altid er passende midler til rådighed for udvikling og vedligeholdelse af idræts- og fritidsfaciliteter, hvilket er afgørende for borgernes adgang til sundhedsfremmende og sociale aktiviteter. 

  1. Kommuneplan – central i fremtidigt samarbejde

DIF håber, at kommuneplanen for 2024 kan spille en central rolle i det vedvarende samarbejde mellem DIF, DGI og Københavns Kommune inden for rammerne af "Verdensby i Bevægelse”-samarbejdet. Vores fælles partnerskab for at fremme idræt og fællesskab gennem byudviklingen i København står over for en ny fase, hvor kommuneplanen 2024 ville været et oplagt omdrejningspunkt.

Afsluttende bemærkninger 

Danmarks Idrætsforbund er dedikeret til at samarbejde med Københavns Kommune i den videre proces vedrørende byens udvikling og trivsel. Vi ser frem til at bidrage til realiseringen af målene i Kommuneplanstrategi 2023 og til at arbejde sammen om at gøre København til en endnu bedre by at bo i. 

 

Med venlig hilsen, 

Danmarks Idrætsforbund