Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 29. september 2023
Svarnummer:
103

Indsendt af

Birgit Rehder

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Opfordring til Borgerrepræsentationen og TMU vedr. manglende standardiserede bestemmelser i Indre Bydel, inden for voldgaderne

Jeg vil opfordre Borgerepræsentationen og Teknik - og Miljøudvalget til at revurdere og forholde sig konkret og præcist til de særlige bestemmelser om manglende standardiserede bestemmelser for arealanvendelsen i det historiske kvarter inden for de 3 voldgader i Indre By.

Hvorfor?

Indre Bydel og Centrum er i de seneste 12 år blevet udsat for en accelererende byfortætning, hvor bebyggelsesbevaringen er blevet underkendt under devisen ‘ressourceoptimering’ og ‘stationsnærhed’. 

Visionen om mangfoldighed, livskvalitet, sundhed og trivsel er kommet i anden række

Trængsel er stadig mere udtalt - ikke kun i forbindelse med transport til og fra arbejde og beboernes færden, men også den intensiverede turisme. - Jeg har fx i de seneste år ikke haft den samme glæde af min daglige rute på Langelinje på grund af de store grupper af turister, der skal se Den Lille Havfrue. 

 

Jeg føler mig forvist fra min by og kan ikke sidde på en bænk og nyde udsigten, fordi jeg må flygte fra den lille vandflyver, der - med turister - cirkulerer over byen og forpester ethvert ophold på Langelinje med sin dieseludstødning.

Det fortsatte fokus på byfortætning ødelægger bevaringsværdige bygningers udtryk til skade for helheden og historien. Det er ødelæggende for identiteten og følelsen af at høre til.

Hensynet til regionale og internationale firmaers ønske om en adresse i Centrum og hensynet til grundejereres udnyttelse og finansiering af nødvendig vedligeholdelse af fx tag og energioptimering vejer tungere end hensynet til bygningsarven. 

De seneste eksempler er Knud Højgaards Hus (SAVE 5) på Kultorvet, der opførte et grimt og dominerende elevatortårn på 5 meter. Mærsk bygning er også et eksempel. Her blev der givet nedrivningstilladelse og hele Amaliegade nu i fare for ikke at blive optaget på UNESCOS Verdensarvsliste på grund af arkitektens manglende hensyn og tilpasning til den omgivende arkitektur og dens kontekst. 

Begge gange har Teknik- og Miljøforvaltningen undladt at udarbejde en bevarende lokalplan. - Helt i tråd med kommuneplanens bestemmelser og BR18 om helhedsvurdering.

Denne situation hænger tæt sammen med de manglende standardiserede bestemmelser for bebyggelsesprocent, friareal, bygningshøjde og parkering.

 

Siden 2011, hvor kommuneplanen indeholdt et særligt fokus på bebyggelses- bevaring, har kommuneplanen indeholdt særlige bestemmelser, der friholder størstedelen af Indre By og områder på Christianshavn for de standardiserede bestemmelser, som gælder for det øvrige København (bebyggelsesprocent, friareal, bygningshøjde og parkering). 

Begrundelsen for de manglende bestemmelser har overordnet heddet at være de ekstraordinære bevaringshensyn. Under denne sympatiske forklaring gemmer sig dog også kommunens politik siden Kommuneplan 2011, hvor ønsket er byfortætning.

 

Hensigten var oprindeligt, at denne bevaring skulle ske gennem lokalplaners detaljerede retningslinjer for  bygnjngens udtryk, når ændringer af de bevaringsværdige bygninger havde særlig indflydelse på omgivelserne. Og der må man jo sige, at alle ombygninger i Indre Bydel og i særdeleshed i Centrum har særlig indflydelse på omgivelserne i kraft af de mange bygninger med høj bevaringsværdi.

 

I følgende citat fra Teknik- og Miljøudvalget, den 16.12. 2013, Drøftelsessag. Sikring af bevaringsværdige bygninger Bilag 2, s. 6 ses uddrag fra kommuneplan 2011: 

 

“(…) Sikring af disse hensyn skal ved nybyggeri, ombygninger og nedrivninger, der har særlig indflydelse på omgivelserne, ske gennem udarbejdelse af lokalplaner, der bl.a. skal indeholde en bebyggelsesplan, hvori indgår fredede og bevaringsværdige bygninger og anlæg, samt detaljerede retningslinjer for bebyggelsens ydre fremtoning. (…). Der kan tillades enkelte mindre, arkitektonisk motiverede afvigelser herfra (…)” (Min understregning)

På samme møde i Teknik og Miljøudvalget ses i Bilag 1, Sikring af bevaringsværdige bygninger, Kommuneplan 2011, at den primære årsag til de manglende standardiserede bestemmelser er at “muliggøre yderligere boliganvendelse”: 

Særlige bestemmelser

Der er fastlagt særlige bestemmelser i enkeltområder, hvor specielle planmæssige forhold gør sig gældende. De særlige bestemmelser supplerer eller erstatter de standardiserede bestemmelser og er beskrevet i rammerne for det enkelte område, der kan ses under Rammer for bydele.

Størstedelen af Indre By og nogle områder på Christianshavn er friholdt for standardiserede rammer. Det skyldes, at der i disse områder er ekstraordinære bevaringshensyn, og at der ønskes en mere fleksibel anvendelse, primært for at muliggøre yderligere boliganvendelse. Det vil sige, at bestemmelser om bebyggelsesprocent og friareal kan fraviges i forbindelse med nyindretning af en bevaringsværdig bebyggelse” (min understregning) 

 

Et konkret eksempel på, hvor retningslinjerne fra 2011 om en bebyggelsesplan med detaljerede beskrivelser af bygningens udtryk er fulgt, er Lokalplan 558 Østergade 27 fra 2018. Begrundelsen for tilladelsen til at forhøje ejendommen med to etager var at øge tætheden i et stationsnært område og “bidrage til bylivet”.  Hvad der konkret menes med den sidste formulering er uklart.

Lokalplanen muliggør en ændring af bygningens anvendelse fra erhverv til erhverv og boliger på bygningens to øverste etager.

Hensigten hermed er at bidrage til såvel  bylivet i området samt øge tætheden i et stationært område.” (punktet ‘Anvendelse’ s. 7)

 

Bebyggelsesprocent:  630% (§6, side 14)

Den maksimale bebyggelsesprocent i resten af København: 185%.

 

(Den daværende maksimale bygningshøjde blev i denne sag desuden overskredet pga. fejlberegninger og en dispensation måtte bevilges.)

 

Åndehullerne, de rekreative byrum med plads til fordybelse og ro kommer ikke i første række

 

(Bevarende) lokalplaner kommer først i spil ved større ændringer, når der i forvejen er lokalplan eller formål og anvendelse ændres for bygninger (med bevaringsværdi SAVE 1-4).

 

Knud Højgaards hus på Kultorvet har en middel bevaringsværdi SAVE 5 og fik lov til at bygge et skæmmende 5 meter højt elevatortårn, der ikke tager hensyn til omgivelserne. Var der en lokalplan med offentlig høring? Nej, - helt i tråd med kommuneplanen.

En bevarende lokalplan med detaljerede retningslinjer for den ydre fremtoning havde været på plads her, når nu kommuneplanen prioriterer store internationale og regionale firmaers ønske om kontor i Centrum. Dette gælder også for Mærsks byggeri, der tilgodeser behovet for kontorplads til 700 medarbejdere. 

 

Jeg forudser, at med den fart, der er på byfortætning i Centrum, vil Indre Bydel om 10 år være netop det, som Borgerrepræsentationen ikke ønsker

En hektisk og larmende by, hvor mangfoldighed, sundhed og mental trivsel kommer til kort og beboerne har et stærkt begrænset friareal, hvor samvær med naboer i ejendommen ikke kan dyrkes og fastholdes.

Københavns Centrum er bygget og udbygget over flere hundrede år. De sidste 10-12 år er udnyttelsen af Centrums bygninger sket med bind for øjnene. 

Stop fortætningen og giv bygningsejere andre klare incitamenter til at vedligeholde bygningerne, så en øget udnyttelse ikke fortsætter med at være midlet til finansiering af vedligeholdelse.

Afsæt penge til at lave bevarende lokalplaner for hele Indre Bydel. 

Gerne en enkelt overordnet lokalplan, der kan uddybes og finjusteres kvarter for kvarter, ejendom for ejendom, når behov opstår. 

Robotterne i TMF har lettet arbejdsbyrden for sagsbehandlerne og puklen med byggesager er væk.

Mindstekravene til en lokalplan er få

Ifølge Planinfo.dk skal lokalplaner:

1. indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger (§ 15, stk. 1).

2. ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området (§ 16, stk. 1, se nærmere under ’Redegørelsen’ (kap. 3).”

Venlig hilsen

Birgit Rehder

Beboer i Indre Bydel

———————-