Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 21. september 2023
Svarnummer:
35

Indsendt af

Michala

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Jeg vil gerne udtrykke min store bekymring for de konsekvenser som ATP-bygningen vil have, såfremt projektet gennemføres. Der er så få åndehuller tilbage i byen og Islands Brygge er i forvejen plaget af mange unge mennesker og larm hele sommeren på græsarealet mod vandet, lattergas og bil-fester på sturlasgade, som alt sammen er til stor gene for bryggens børnefamilier og ældre. Det grønne område på Sturlasgade benyttes af børnefamilier, omkringliggende institutioner, hundeluftere og andre. Hele visionen om en grønnere by hænger simpelthen ikke sammen med, at omdanne et af de få grønne arealer til boligblok.  ATP har i forvejen en kæmpe erhvervsejendom og p-plads beliggende på Sturlasgade, med masser af tomme lokaler og en tom p-plads. Måske dette areal kunne omdannes til formålet, i stedet for at det skal være på bekostning af det grønne. Vi har brug for grønne områder som alle kan benytte og som tager afsæt i miljø, biodiversitet og trivsel, frem for profitmaksimering til ATP.  Ydermere lægger projektet op til, at der skal åbnes op og renses ud i en meget forurenet grund - forurening som i dag er indkapslet, men som ved en åbning kan have fatale konsekvenser for omkringliggende institutioner og beboere i området. Dette er virkelig foruroligende! 

Projektet er kortsigtet og drevet af de forkerte hensyn, uden omtanke for miljø og trivsel for byens borgere. Hvis man ønsker en grønnere by, kan man kigge på at nedlægge store parkeringsarealer, der alligevel ligger tomme hen og i stedet sende et signal om at man som erhvervsdrivende og arbejdstager i byen, må cykle eller benytte offentlige transportmidler, som netop understøtter den grønne omstilling.