Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering

Oprettet: 24. august 2023
Svarnummer:
1589

Indsendt af

Helle Hansen

Virksomhed / organisation

Borger

Postnr.

1123

By

København K

Høringssvar

Tak til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget for at tage initiativ til dette forslag, som nu er i høring!

Jeg håber, at medlemmerne af Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget har genfundet modet til, at dette tiltag er det første i en række til igen at gøre København mere ’livable’. For det er summen af støj- og forureningskilder, der samlet set de sidste ca. 15 år har forringet livskvaliteten for os, der bor i Middelalderbyen.

Udover fortsat at forholde sig til nattelivet og antallet af bevillinger i Metropolzonen, som er løbet helt løbsk, vil jeg også opfordre Teknik- og Miljøudvalget til, evt. i samarbejde med politiet, at tage stilling til:

  • Partybusser, som er udtjente busser, der udover larmen over tilladte decibel (dB), spyer så meget sort røg ud, at det slet ikke er forståeligt, hvordan de kan være tilladte i en kommune, der gerne vil bryste sig af at være miljøbevidst og grøn
  • Larmende muskelbiler og motorcykler, der overskrider alle grænser for tilladte dB

Der er stærke kommercielle interesser på spil, og der bliver mobiliseret, lobbyet og sågar annonceret Instagram mod høringsforslaget. Hvilket kan være årsag til, at borgere fra så langt væk som Herning og Ølstykke har fattet interesse for at ytre sig mod forslaget og generelt synes at udtrykke sig i mange meget korte høringssvar mod forslaget.

Der er blevet sagt meget, og der er kommet mange høringssvar i denne sag. Og der synes at være en tendens til, at dem, der bor i byen og skal have hverdagen til at fungere, er tilhængere af forslaget, hvorimod dem, der er imod af forslaget, er langt væk fra den virkelighed, vi som bor i Middelalderbyen lever i.

Jeg håber oprigtigt, at københavnernes livskvalitet i byen vægtes højere end de stærke kommercielle interesser, der er i spil.  Derfor håber jeg også, at der blive læst og lyttet til disse kvalificerede høringssvar, som har min fulde opbakning:

1544 Indre Bys Lokaludvalg

1454 Høringssvar Grønnegade Kvarters Beboerforening

1341 Høringssvar Beboerforening Indre Nørrebro

1055 Høringssvar Strøgets Beboerforening

1013 Høringssvar Mathilde Clark

951 Nørre Kvarters Beboerforening