Høringssvar vedrørende Amaliegade Nord - lokalplan 630 , kommuneplantillæg nr. 22 og miljørapport

Et egenrådigt byggeri med høj reel byggeprocent (251%), grænseoverskridende højde og utilpasset facade til Amaliegade, der tilmed afblænder for havnekig!

Den planlagte bygning på Amaliegade 44 er på 21.500 kvm (altså tæt på en fordobling af den nuværende) og opføres på matrikel 361, der er på 8.564 kvm. 

Dette vil afstedkomme en reel bebyggelsesprocent på 251% på denne følsomme placering, altså voldsomme 68% procentpoint over det angivne (183%) i det foreslåede Kommuneplanstillæg.

Den høje byggeprocent skyldes bl.a. den øverste etage, der bygges op til 27,5 meter og f.eks. blokerer for udsigten til en så monumental bygning som marmorkirken set fra Nyholm (jvf. illustration s. 18) – dette burde få alarmklokkerne til at ringe.

Bebyggelsens højde er væsentligt højere end det omkringliggende kulturmiljø (inklusive Amalienborg!).

Jeg kan ikke se noget som helst i byggeriets placering eller arkitektoniske kvaliteter, der skulle berettige til at bryde loftet for lav bebyggelse (24 meter). Tværtimod. Selv bygherrens nyeste kontorlænge langs Amaliegade har respekteret kulturmiljøets dimensioner. 

Men i den planlagte bygning har arealhungeren helt taget overhånd, og der ønskes respektløst at opføre et højere byggeri tættere på Frederiksstadens hjerte.

På baggrund af byggeriets fremtoning, respektløse højde og høje bebyggelsesprocent tilslutter jeg mig Slots- og Kulturstyrelsens kritik af, at projektet er "ubarmhjertigt højt og udansk i sin kompakthed". 

Den oplyste bebyggelsesprocent i lokalplansforslaget er den samlede bebyggelsesprocent, der på ingen måde giver et retvisende billede af den nybygningens tyngde i Amaliegade Nord.

Det er kun fordi, at bygherrens eksisterende areal fra matrikel 400 (”Esplanaden 50”) indgår i beregningerne, at bebyggelsesprocenten kan opgøres til 183%. 

Men heri ligger også en mulighed for at løse problemerne med byggeriet skala: Der kunne arbejdes med en med en bedre balance mellem bebyggelsesprocenterne mellem de to matrikler.

Hvis der f.eks. var ca. lige stor bebyggelsesprocent på begge matrikler, ville en bebyggelsesprocent på 183% afstedkomme et bebygget areal på 15.672 kvm (knap 1/3 større end den tidligere bygning) på Amaliegade 44.

Dette vil give langt bedre mulighed for at udforme byggeriet i overensstemmelse med områdets proportioner og tilmed mulighed for at holde højden på den nye bygning under de 24 meter, der er gældende for lav bebyggelse. 

De manglende knap 6.000 kvm skal altså bygges på matrikel 400, og her foreligger en helt oplagt mulighed: Indgangs- og forbindelseskorridor på Esplanaden 50 kunne erstattes med en ny længe i fuld højde (4 etager) mellem ”Ole Hagen ”og ”Henning Larsen” længerne. 

Glaskorridoren er ca. 100 meter lang og med en bredde på 18 meter på en ny længe vil arealpotentialet derfor være 5.400 kvm for de 3 ekstra etager plus ca. 800 kvm mere end i dag i stueetagen, i alt 6.200 kvm

 I samspil med 15.672 kvm, svarende til en bebyggelsesprocent på 183 på matrikel 361, vil det afstedkomme, at der 21.872 nye kvm i alt (altså knap 400 kvm ende det planlagte)

Dette vil formentlig hverken være arkitektur- eller områdemæssigt problematisk – måske endda tværtimod - og tilmed kunne det som nævnt give bygherren mulighed for at nytænke hovedindgang og foyer f.eks. med det af bygherren overvejede besøgscenter. 

Det vil også give bygherren mulighed for at etablere en 1.800 kvm solrig taghave med havneudsigt øverst på denne nye tværgående længe.

De ekstra 400 kvm til stueetagen skal tages andetsteds fra projektet. Det foreslåede byggeri indeholder faktisk et spildareal, der hverken giver arbejds- eller opholdsrum, og som belaster domicilets samlede arkitektoniske udtryk og tilmed i praksis blænder havnen af fra Amaliegade.

Her er naturligvis tale om det, der eufemistisk betegnes som gangbroer mellem det eksisterende og det planlagte byggeri, som i praksis vil blænde af for havnelys til Amaliegade og tilmed får domicilkomplekset (matrikel 400 og matrikel 361) til at fremstå som en uharmonisk og altdominerende blok, der er ude af balance med sig selv. 

I realiteten er ”gangbroerne” 3-etagers forbindelsesbygninger med egne byggefelter (3c).

Mit forslag om en ny tværgående længe vil altså omdanne spildareal i forbindelsesbygningerne til reelt nytteareal i bygherrens indgangsparti.

Men uanset hvad vil jeg foreslå, at de dobbelte 3-etagers forbindelsesbygninger tages ud af projektet.

Dybest set er de et temmelig flabet forsøg på at tilgodese kravet om havnekig fra Amaliegade, lidt som at tilbyde panoramaudsigt inde fra en kampvogn (se blot illustrationen øverst på side 9, hvor der er det omvendte kig, nemlig fra pladsen foran indgangspartiet mellem de to forbindelsesbygninger og ud til Amaliegade). Som et kuriosum ender stien fra havnepromenaden ud til Amaliegade blindt (Tegning 7b, s. 53).

Tilmed synes jeg, at selvom indgangspartiet til Amaliegade 44 er præsentabelt i sig slev, så kommer det nærmest til virke lidt lyssky og fordækt, når man skal luske igennem en tunnel (sode 9 igen) for at nå frem til den. 

Havnekigget omtales som ”delvis frit kig (s. 8), så man er nok klar over, at det er galt fat. Der fremgår i øvrigt også et byggefelt G i passagen, som jeg ikke kan gennemskue brugen af.

Københavns Kommune burde i 2023 også være blevet klogere og undgå at fortsætte med ”Kalvebod Brygge Syndromet”, hvor havnen for at glæde ivrige bygherrer blændes af fra byen med tvivlsom arkitektur. 

Der kommer en underjordisk forbindelse imellem bygningerne, så bygherrens medarbejdere får alligevel mulighed for at bevæge sig tørskoet mellem dem, selv når de dobbelte 3-etagers forbindelsesbygninger sløjfes fra projektet.

Under alle omstændigheder tror jeg, at det vil være gavnligt for helhedsoplevelsen, hvis det nye byggeri bliver fritstående (ligesom det tidligere byggeri på grunden) og dermed kan tilpasses Amaliegades formprincipper, herunder antageligvis også den ”orden og rytme” som efterspurgt af Akademirådet

Med det planlagte byggeri som det fremstår i lokalplanen, får det samlede domicilkompleks en meget tung og massiv ”bagkrop” (Amaliegade 44), der er bygget sammen med de eksisterende og meget spinklere kontorlænger (Esplanaden 50).  Hvis jeg skulle bygge en tæge i Lego-klodser ville den sikkert få nogenlunde samme udformning som domicilkomplekset.

I dag er trappen mellem matrikel 400 og matrikel 361 ofte brugt som opholdsareal af forbipasserende, fordi det er frit og luftigt med havneudsigt og aftensol ind fra ryggen. 

Bygherren tilbyder generøst at etablere ”Den Blå Plads” ved havnefronten illustreret øverst på lokalplansforslagets side 11 med muntert legende børn (ud fra lyset at dømme i skoletiden).  

Her kunne det være nyttigt at se illustrationer i almindelig øjenhøjde, med et standpunkt midt på havnepromenaden ud for pladsens midtpunkt, og med skala- og perspektiv-korrekt byggeri på hhv. jævndøgn og sommersolhverv kl.  9, 12 og 19.

Fra mine regelmæssige aftenvandringer langs havnepromenaden er det min mistanke, at det i virkeligheden snarere bliver ”Den Grå Plads”, fordi stedet om aftenen ikke vil være specielt attraktivt til ophold, når det henlægger i skyggen, og de besøgende bliver klemt op imod et kontorbyggeri. Det fremgår også af den beskrivende tekst til skyggediagrammerne på side 19, samt skyggediagrammet for d.  21 juni 2021 kl. 19 nederst til højre på side 22. 

Der er dog en ret umiddelbar forbedringsmulighed, hvis man bibeholder en uhindret havneadgangen fra Amaliegade: Den planlagte ”havnepavillon” parallelforskydes sin egen længde sydsydvest for at muliggøre en langt mere attraktiv pladsdannelse nord pavillonen, hvor der vil være mere lys og luft på pladsen samt visuel forbindelse med Amaliegade.

Der vil således være to akser ind til pladsen, og aksen fra Amaliegade vil kunne ende i en havnetrappe, som vil være populært at dømme efter den tilsvarende ved Amaliehaven (bygherren er altså ikke ubekendt med konceptet).

Åben gennemgang mellem bygningerne og pladsen ved vandet vil også give gæsterne fornemmelsen af at være velkomne på en imødekommende virksomhedscampus fremfor at være på tålt ophold i skyggen af en virksomhedsfæstning.

Der er så vidt jeg forstår overvejelser om pladsnavnet. Hvis den bliver kaldt ”Møllers Plads” som pendant til ”Larsens Plads, vil begge pladser være navngivet efter skibsredere.

Som lægmand har jeg interesse for mine omgivelser men ingen viden om arkitektur. Hvis jeg blev præsenteret for arkitekturtegningerne uden kontekst, ville jeg aldrig gætte, at den planlagte bygning skulle opføres 250 meter fra en kongelig residens i hjertet af et område, der er på en tentative liste til at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste. 

Som Københavner ville jeg snarere gætte på, at det var tegningerne til en bygningsrenovering i Borgergade eller Nyropsgade, f.eks. ombygning af sidebygningen til Hotel Scandic i sidstnævnte.

Hvis bygningens højde bliver reduceret som tidligere omtalt, tror jeg egentlig godt at facadens ydre grid-struktur kan fungere mod 3 sider, nemlig mod havnen, passagen til Amaliegade og delvist mod Toldbodgade.

Men i mine øjne fungerer facaden slet ikke på Amaliegade, hvor jeg snarere forbinder byggeriet til en møbelgrossist med showroom. 

De store butikslignende vinduespartier i stueetagen forekommer mig fuldstændigt malplacerede i en residens-og kontorgade som Amaliegade. Jeg kan ikke forestille mig, at det var sådan noget, forvaltningen havde i tankerne, når der blev talt om åbenhed i stueplan.

Det bliver også noget af et utidigt lysshow mod Amaliegade i de mørkere årstider, når byggeriet er oplyst indefra (se illustrationen side 13). 

Det er tankevækkende at sammenholde det tidligere byggeri vist på side 8 med den tilsvarende illustration på side 12. Det tidligere byggeri – som jeg aldrig var en stor ynder af - fremstår trods slitage, dystre farver og lurvet fremtoning langt bedre indpasset i miljøet. Det bliver forhåbentligt ikke et klassisk før/nu billede i fremtidens arkitektbøger med endnu et eksempel på, hvorledes man udraderer helheden i kulturmiljøer. 

Jeg forstår heller ikke den ”bid”, der er taget af hjørnet Amaliegade/Toldbodgade. Det er et greb, jeg ikke ville blive overrasket over at se på et kontorhotel i Ballerup. Den er måske en indforstået erkendelse af, at bygningen rummer alt for mange kvadratmeter.

Hvis man endelig skal tage et ”hjørnebid” kunne det måske gøres i hjørnet ved Amaliegade-passagen/havnepromenaden eller hjørnet på Toldbodgade over for Vestindisk Pakhus.

Arkitekterne har forsøgt at forholde sig til gesimshøjde og materialevalg. Det virker dog lidt som en kok, der har fulgt en opskrift uden at smage retten til, og derefter serverer en kæmpeportion på en alt for lille tallerken til en gæst, som kokken ved kun er interesseret i mængden, men hverken smagen eller anretningen af måltidet.

Alt i alt forekommer det planlagte byggeri mig på en eller anden måde at være desorienteret, disproportioneret og endt i et arkitektonisk ingenmandsland.

Så vidt jeg forstår er den foreslåede byggeri vinderen af en arkitektkonkurrence med 7 deltagerende virksomheder. Det finder jeg dybest set temmelig foruroligende, men det kan måske skyldes konkurrenceparametrene. 

Nu ved jeg ikke, om Tony Fretton – altså arkitekten der har tegnet ”Tietgens Ærgrelse” - var med i arkitektkonkurrencen, men man skulle tro, at det ville være en fordel at konsultere en arkitekt af den type, der er specialiseret i ”komplekse historiske, kulturelle og bymæssige sammenhænge” (Real Danias formulering) med kendskab til området for at give en hjælpende hånd i forhold til blokken mod Amaliegade (jeg har overhovedet ingen personlig, faglig eller økonomisk relation til Tony Fretton).

UNESCO er begyndt at være kritisk i forhold til nybyggeri, jvf. at Liverpools havneområde efter 17 år ligefrem blev fjernet fra World Heritage listen i 2021 grundet nybyggerier, der ikke i tilstrækkeligt omfang tilgodeså områdets identitet og autenticitet. Den indvending mener jeg desværre også rimeligvis kan gøres imod den planlagte bygning.

Som nævnt kan jeg ikke se, at der skulle være gode argumenter for at tillade et højere byggeri end de almindelige 24 meter, fordi der hverken er et element af byudvikling eller særlig arkitektonisk værdi i bygningens ekstrahøjde, der udelukkende må være introduceret for få mere bebygget areal på grunden.

Ydermere er der en anden bygning i nærheden (Vestindisk Pakhus), som ligger klos op ad den visuelle tyngde i det planlagte nybyggeri, der vil få undertrykket dets selvstående silhuet i ”skyline” set fra vandsiden. Derudover viser den midterste illustration på side 18 tydeligt, at høj-lav-høj-lav-høj-rytmen i bygninger bliver brudt i forløbet langs havnefronten fra Det Blå Pakhus og frem til Esplanaden.

Mens jeg alligevel er ved at kværulere, vil jeg ikke undlade at bemærke det ærgerlige i, at kigget fra Esplanaden til et andet af København vartegn (mastekranen), vil blive spærret den nye mødebygning ved Søndre Arkadebygning. Behøver mødebygningen virkelig at være SÅ høj?

Det kan måske virke som en mindre ting, men det er problematisk, hvis hvert eneste nybyggeri systematisk tager byens historiske markører ud fra sigtelinjer (for dette byggeris vedkommende altså både Marmorkirken og Mastekranen).

Derfor er min opfordring til bygherre, arkitekt og kommune at gennemtænke projektet samt sørge for, at uagtet – eller måske netop fordi - storaktionæren hos bygherren også er byens største mæcen, at denne høringsproces ikke er den skinproces, som den umiddelbart kunne ligne.

Jeg håber ikke. det er tilfældet, og har stor forståelse såvel bygherrens pladsbehov samt det praktiske i at påbegynde nedrivningen af det eksisterende byggeri. 

Men så meget desto større er forpligtelsen til at sikre et propert og sobert sagsforløb med et godt resultat, hvor tilkendegivelser fra fagfolk (Slots- & Kulturstyrelsen, Akademirådet, etc) og interesserede borgere bliver seriøst bearbejdede.

Området er for følsomt til lave ”en BIG”, altså først sende et byggeri tilbage til videre bearbejdning og så få måneder senere gummistemple samme byggeri, der blot er forsynet med nogle nye potteplanter, måske bare fordi man er forblændet af, at byggeriet er udformet af en stjernearkitekt.

Det ville klæde København og alle byggeriets parter, hvis der kunne skabes et byggeri, der på den lange bane er til glæde for bygherre, borgere, medarbejdere og turister, fremfor at banke endnu en kontorsilo op i rekordtempo, der udelukkende tilgodeser bygherrens umiddelbare pladsbehov - stort set uden hensyn til det omkringliggende kulturmiljø.