Oprettet: 9. juni 2023
Svarnummer:
20

Indsendt af

Tore Hauerbach

Virksomhed / organisation

Grundejerforeningen Havebyen Præstevangen

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

 

Usikker skolevej til Bellahøj Skole

Skoledistriktet for Bellahøj Skole blev fra skoleåret 2021/2022 udvidet med børn fra adresser nord for Hareskovvej, der tidligere hørte til Utterslev Skole. Den ændring har vi som grundejerforening og beboere med lokalkendskab til de trafikale forhold været modstander af, da børn hermed skulle krydse den store indfaldsvej til København, Hareskovvej. Vi har indgået i dialog med lokaludvalg og myndigheder om planerne for 'sikker skolevej', planer der nu ved afslutningen af skoleåret 2022/2023 endnu ikke er realiseret på det mest kritiske punkt: Krydset Hareskovvej/Mellemvangen, der er udpeget, som skolevej. 

De fremlagte planer vil efter vores opfattelse ikke ændre på, at der er tale om en Farlig skolevej. Hertil er det stærkt kritisabelt at myndighedernes planer er trukket i langdrag i en sag, hvor der er tre parter: Københavns Kommune, Vejdirektoratet og Grundejerforening med privat fællesvej, som tilstødende veje.

Politisk har man vedtaget at ændre i skoledistriktet ud fra en plan om at sikre skolevejen. Det er ikke sket endnu. Konsekvensen er at flere børn bliver kørt i bil til Bellahøj Skole via de små villaveje i vores kvarter, der bliver brugt til gennemkørsel i begge retninger.

Krydset Hareskovvej/Mellemvangen er meget bredt, oversigtsforholdene begrænsede og der køres ofte frem for rødt. Det er et kryds, som ingen forældre ønsker at sende deres børn alene over. 

Derfor anbefaler vi, at skoledistriktet til Bellahøj Skole ændres, så børnene på nordsiden af Hareskovvejen igen kommer til at høre til Utterslev Skole, der som skolebestyrelsen fremhæver, ikke har oplevet den estimerede vækst i antallet af elever, der var en af årsagerne til ændringen med virkning fra skoleåret 2021/2022.