Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering

Oprettet: 2. juni 2023
Svarnummer:
88

Indsendt af

R. Hofman

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Der er efter min mening er stort behov for at få begrænset tidsrummet for udendørs servering i Københavns boligkvarterer, specielt hvad angår spiritus. Derfor er kontrol med overholdelse af tilladelser også en god idé. Men så længe der ikke er konsekvenser af overtrædelserne, hjælper det jo ikke. Det kunne egentlig løses meget enkelt, nemlig ved at tage bevillingen fra dem som ikke kan/vil overholde reglerne. Et serveringssted bør påtage sig ansvar for sine gæster på deres eget areal.

 

Jeg tror at de fleste danskere synes det er hyggeligt at kunne sidde udenfor og nyde en drink eller et måltid mad, så længe folk snakker almindeligt sammen - det tror jeg vi alle kan acceptere, men den råben og skrigen det udvikler sig til i løbet af aftenen, er simpelthen utålelig at høre på. 

 

De mange natbevillinger og udendørsserveringer i beboelseskvarterer har simpelthen taget overhånd i de senere år og indebærer et støjhelvede for os beboere, hvilket medfører manglende søvn og dermed dårligere livskvalitet og aflysning af aftaler dagen efter. Det er ikke rimeligt at tillade udendørsservering sent om aftenen i gader hvor folk bor ovenpå/ved siden af barer/restauranter. Det er efterhånden blevet så grelt at man ikke kan læse en bog, se TV eller sove i sit eget hjem. Nu må det stoppe! 

 

 I andre Europæiske lande kan man godt finde ud af at sidde udenfor og nyde en drink eller spise en middag uden højlydt råben - børn er ofte også med, men med den drukkultur vi har i Danmark, ser det desværre sølle ud.

 

Desuden bør der være en grænse for hvor stort udendørsareal serveringssteder må benytte, også i dagtimerne. Nogle steder fylder borde og bænke så meget at det er svært at komme forbi - jo større areal de bruger, jo mere larm fra fulde folk, som eskalerer i takt med indtagelse af alkohol - det må være indlysende for enhver. Bredden på fortovet skal være stor nok, for hvad hvis der kommer en kørestolsbruger i en retning og en med barnevogn i den anden; er det så planen at en af dem skal gå ud på kørebanen?

 

 En sidste servering for alkohol udendørs vil være passende kl. 21:00 på hverdage, og senest kl. 24:00 fredag og lørdag. Derefter må folk gå indenfor. Så har beboerne en chance for at få lidt søvn. Mange skal tidligt op på arbejde eller i skole, og nogle arbejder hjemme. En del af os bor i ejendomme som udelukkende har værelser til gaden, på nær køkken og bad. Så vi er tvunget til at sove ud mod gaden. Jeg er ret sikker på, at størstedelen af de mennesker som sidder og råber og skriger sent om aftenen, selv kan gå hjem og sove i et roligt soveværelse. Mange bargæster bor forøvrigt heller ikke i de berørte områder.

 

Med hensyn til flerårige tilladelser synes jeg ikke det er så god en ide, med mindre der er roligt om aftenen/natten det pågældende sted. Man kunne f.eks give tilladelser for to år ad gangen og så inddrage dem, hvis reglerne vedr. støj ikke bliver overholdt.

 

I det hele taget ser jeg gerne at der bliver taget hensyn til beboere som bor i kvarteret og er generet af støj, frem for alle mulige udefrakommende. Vi har generelt brug for større hensyntagen til vores medmennesker i Danmark.