Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Skolestruktur for skoler på Godsbaneterrænet og i Bådehavnsgadekvarteret
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar om skolestruktur- Bavnehøj & Godsbaneterrænet
Processen
Vesterbro Lokaludvalg vil indledningsvis takke for en grundig proces op til den politiske beslutning om skolestrukturen på Vesterbro og i Kongens Enghave i forbindelse med den omfattende byudvikling, der sker i begge bydele.
I vores arbejde støder vi ofte på denne problemstilling: hvordan skabe borgerinddragelse steder, hvor beboerne først flytter ind om flere år. I den sammenhæng er det en god ide at indhente input via en forældresurvey med deltagelse af forældre med børn i alle aldersgrupper på daginstitutionerne i de nuværende skoledistrikter. Vi kunne dog godt savne børnenes trivsel som et emne i undersøgelsen - det er et vigtigt emne både for børnene og deres forældre, ikke mindst i en tid, hvor netop børns trivsel er udfordret.
I vores tidligere høringssvar af 19. november 2020 om den kommende skolestruktur anbefalede vi: ”Lyt til børnene og de unge”. Vi har selv gennemført en større ungeundersøgelse i 2019 og en workshop i 2020 om de unges forventninger til ungemiljøet på Godsbaneterrænet. BUF gennemførte i november 2020 et elevmøde sammen med Ungerådet.
Vi anbefaler, at især de større børn inddrages i udviklingen af de nye skoler i de kommende år. I dette efterår fik vi ungerepræsentanternes spændende anbefalinger til kommuneplansstrategien, hvor bl.a. unge fra Tove Ditlevsens Skole udformede ideelle fremtidsscenarier og formulerede konkrete anbefalinger fra et børne – og ungeperspektiv. Sådanne formater kunne også bruges i udviklingen af de kommende bymiljøer og skoler og medvirke til at øge læring, trivsel og glæden ved at gå i skole.
Tak til Bavnehøj Skole
Vi har været glade for at mødes med elever, lærer, pædagoger, forældrebestyrelse og ledelse på Bavnehøj skole og vil gerne kvittere for et gennemarbejdet og inspirerende høringssvar fra skolen afgivet i enighed. Det har vi læst med stor interesse og fået inspiration fra.
Høringssvaret har givet anledning til gode drøftelser i lokaludvalget omkring spørgsmålet, om der skal være tale om én samlet skole eller to selvstændige skoler i Bavnehøj og på Godsbaneterrænet, ligesom ønsket om ”en god diversitet elevmæssigt og dermed større chancelighed” og en blanding af børn fra de nye og gamle bymiljøer, som kan fremme integrationen af de nye boligområder i bydelene og forhindre, at der udvikler sig særlige velstående enklaver. Det anser vi for en meget vigtig og ikke helt enkel problematik for København. På Vesterbro har vi dette helt inde på kroppen med de nye boligområder i Carlsbergbyen, ved havnen med Havneholmen og Enghave Brygge og byggeriet fra Posten over Dybbølsbro til Fisketorvet. I byens knopskydning har fokus været for meget på på knopperne og ikke grenene og kvistene.
Model 1 eller 2
Vesterbro Lokaludvalg kan som Bavnehøj Skole anbefale model 1 - forslaget, om ”at den nye skole på Godsbaneterrænet indgår i en struktur med Bavnehøj Skole, hvor der er 0.-5. klasse begge steder, og hvor 6.-9. klasse samles på Godsbaneterrænet”.
Bavnehøj gør sig en række overvejelser, fremfører fine argumenter og pointer omkring dette valg af en skole på 2 adresser, som vi kan tilslutte os, herunder ønsket om at alle børnene skal tilbydes en bred vifte af muligheder, og at de nye gode faciliteter bør tilfalde hele områdets børn.
Dette indebærer, at alle børn - uanset om de møder ind i Bavnehøj kvarteret eller på godsbaneområdet, går i samme skole. Ligesom personalet. Afstanden er ikke en udfordring, det er bevægelse og frisk luft. Børnene skifter ikke skole efter 5. klasse. De rykker op i udskolingen, hvor eleverne blandes på ny, så der ikke opstår et ”os” og ”dem”.
Det er en skolestruktur, vi ikke kender til de store erfaringer med. Vi har haft oppe at vende, hvad det kan indebære – og vi oplister her nogle emner, som skal adresseres
- Bør der ikke opfindes et navn til den nye skole?
- Eleverne bør kunne deltage i fællessamling på tværs af de nye adresser: Det kan skabe den sammenhængende identitet og ejerskab – hvis der ikke er plads til dem alle på én gang, kunne man gøre det i årgangs-”klumper”.
- Der bør være én skolebestyrelse – mens man kunne lave 2 elevråd, 1 for 0.-5. årgang og et for 6.-9. årgang. Det kunne øge fokus på børnenes trivsel.
- Personalet er som udgangspunkt ansat på den nye skole – uden fast adresse. Fælles personalemøder. Årgangs- og fagteams teams går også på tværs af Enghavevej. Børnene skal have samme læsesystemer og vejledere mv. uanset om de er på den ene eller anden adresse. Så har de samme muligheder, når de kommer op i 6. klasse.
- Ledelsen er fælles, og skolelederen bør være meget mobil og daglig have sin gang på begge adresser. Det bliver en kæmpe skole, hvor der skal være tilstrækkeligt med ledelsesmæssige ressourcer til at få det hele til at hænge sammen – og samtidig skabe de nødvendige mindre frirum ikke mindst for de mindre børn.
- De små årgange skal også kunne bruge de nye faciliteter på godsbaneterrænet, herunder på idrætsområdet.
Udenomsværker og Ungeværker
Forbindelser
Vi har sagt det før – og vi siger det igen: det er af afgørende betydning, at der skabes bedre fysisk forbindelse til Godsbaneterrænet. Det tager lang tid - ligesom at forberede en skole – så det er om at rykke hurtigst muligt. Som det første skal tunnel-adgangen væsentligt forbedres. Det er vigtigt for hele byudviklingsprojektet – og det bliver afgørende for den nye skole. Kom i gang – det haster!
Hvis dele af Carlsbergbyen fortsat skal indgå i skoledistriktet, så skal vi også have øje for, hvordan de familier kan se sig som en del af den nye skole, og hvordan skolevejene kan blive sikre og overskuelige.
De fysiske og mentale forbindelseslinjer til det øvrige Vesterbro og til Kongens Enghave er vigtige, og vanskelige adgangsforhold til Godsbaneterrænet kan medføre, at de unge ’gemmes’ i en afsondret enklave. Det må ikke ske – et stærkt ungemiljø skal være et aktiv for og være synligt i begge bydelene og gøre, at de unge kender hinanden på kryds og tværs.
Fritidslivet
Repræsentanter fra relevante klubber, institutioner og foreninger på Vesterbro og i Kongens Enghave mødtes online med Børne- og Ungeborgmesteren og -forvaltningen i efteråret 2020 for at snakke om kapacitetsbehov, skolestrukturmuligheder og skolens rolle som kraftcenter og høre deres holdning til, hvad de nye skoler skal kunne for at imødekomme de behov, der er blandt foreninger og fritidsaktører i bydelene, og samtidig se på, hvad aktørerne kan bidrage med til børne- og ungdomslivet i de nye bydele, og hvordan der kan skabes synergi med skolen.
Det blev der ikke tid til at følge op på i denne omgang, men vi anbefaler, at initiativet tages op igen og bliver en integreret del af processen i at skabe den nye samlede skole.
Ungemiljøer
Bavnehøj Skole fremhæver det vigtige i, at det på Godsbaneterrænet skabes et reelt og varieret ungemiljø. Det er vi meget enige i, og vi er glade for, at samme enighed kom til udtryk på mødet mellem de involverede politiske udvalg i august 2022, herunder behovet for et Ungeværk. Et stærkt og inspirerende ungdomsmiljø kunne også omfatte de 80-100 elever i 10. klasseskolen 10. Vest.
Som nævnt ovenfor er det vigtigt at inddrage de unge fra Vesterbro og Kongens Enghave i denne proces – det kan kun styrke muligheden for, at den nye samlede skole kommer godt fra start.
Et særligt emne optager Vesterbro Lokaludvalg, og vi tillader os derfor at citere fra vores tidligere høringssvar:
”Der er på Godsbaneterrænet også mulighed for at skabe gode lokalemæssige forhold og inspirerende miljøer omkring fag og studieretninger som natur og teknik, som har svære kår i bydelens gamle skoler. Dette kunne understøtte et større fokus på erhvervsuddannelserne, hvilket også vil være til glæde for 10. klasse eleverne.”
Det kan skabe god sammenhæng til de håndværksvirksomheder og kreative erhverv, som meget gerne skal blive en del af det nye byområde – og understøtte den politiske ambition om give de unge et mere varieret uddannelsestilbud, så flere får øjnene op for de muligheder, erhvervsuddannelserne giver.
Venlig hilsen
Helle Warburg, næstforperson
Vesterbro Lokaludvalg