Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Wesselsgade II - supplerende høring
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
København den 19. januar 2023
Høringssvar til supplerende høring til Lokalplanforslag Wesselsgade II
Sagsnummer 2022-0351170
Fra AB Blågårdsgade 31-31C
Tak for det tilsendte supplerende forslag til lokalplanen.
Vi er naturligvis glade for, at det nu er muligt at opsætte altaner på vores ejendom Blågårdsgade 31-31C
Dog gør vi indsigelse mod den del af lokalplanforslaget der indskrænker muligheden for fornuftige altaner.
Det fremgår af § 5, stk. 3, under ’Altaner og tagterrasser’ at
”Altaner må maksimalt dække ét eksisterende vindue. Bredden på murhuller må ikke ændres.”
Dette er en betydelig stramning af kommunens tidligere regler, som vi har udarbejdet et projekt efter.
Vinduerne i vores ejendom sidder tæt, og med et indvendigt hjørne hvor den oplagte stue er placeret grundet lejlighedernes eksisterende planløsning, vil vinduet her være den eneste oplagte udgang til en altan. Dette vil i praksis betyde, at en altan højst kan blive ca 140 cm bred, hvor dørhullet udgør ca 120 cm. Desuden vil altanen så komme til at rage ud foran de øvrige vinduer. En løsning vi kan frygte ville blive afvist af kommunens byggesagsafdeling pga det disharmoniske udseende udefra.
Vi er desuden vi uforstående overfor at man kan få en større og bedre altan hvis man vælger et andet vindue end det vindue der er i den oplagte stue i lejligheden, for eksempel fra soveværelset, som ikke vil være optimalt i de fleste familier, eller fra køkkenet eller badeværelset som udgør et væsentligt bygningsmæssigt problem grundet rørføring, afløb mm.
Vi ser desuden en lignende altanløsning i gården med altaner på et indvendigt hjørne med altan forbi hjørne med vindue samt et eksisterende vindue.
Endvidere fremgår det af § 5, stk. 3, under ’Altaner og tagterrasser’ at
”Altaner i tagetager og kvistaltaner må ikke have fremspring fra facaden. Tagaltaner skal udføres indeliggende.”
Vi vil gøre indsigelse mod dette, da en indeliggende altan vil optage en uforholdsmæssigt stor del af selve boligarealet på lejligheder, der i forvejen er pladsbegrænsede af skrå vægge. Desuden mener vi ikke at udliggende altaner på kvisten vil genere blikket eller det æstetiske, arkitektoniske udtryk på nogen måde, da det er højt oppe og ud mod gården og især da denne løsning vil få altanen til at flugte med altaner neden under. De bygningsmæssige konsekvenser ved en indeliggende altan er desuden betragtelige i forhold til isolering mod underboen med videre. Ligeledes her er der andre altaner i gården på denne måde.
Som tidligere skrevet har vi det sidste 1,5 år arbejdet på et altanprojekt, med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Retningslinjer for altaner og tagterrasser” 2018 og 1.juli 2021, hvor kommunen opfordrer til etablering af altaner med det formål at der kommer lys og luft til alle, bedre indeklima, forebyggelse af skimmelsvamp samt at livet på altanerne kan bidrage til et trygt og levende bymiljø.
De to stramningsforslag vil nok i praksis betyde, at det ikke er muligt for os at etablere de omtalte altaner, hvilket vil være meget ærgerligt for beboerne, også fordi vi bor i et hjørne af Blågårds Plads, som ofte er konfliktramt og til tider utrygt. Som tidligere nævnt har vi de seneste par år været plaget af en stor gruppe unge mænd, som har taget ophold i vores lille gård og portrum med støj og affald til følge samt stor gene for alle beboere i denne del af gården, og vi mener at altanliv er en del af løsningen.
Med håb om at I ændrer § 5 stk. 3 jævnfør ovennævnte.
Med venlig hilsen
Helle Jonassen
Formand
AB Blågårdsgade 31-31C