Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Ny budgetmodel for dagtilbud

Oprettet: 9. november 2022
Svarnummer:
17

Indsendt af

Den Integrerede Institution Langebro

Virksomhed / organisation

Den Integrerede Institution Langebro

Postnr.

1411

By

København K

Høringssvar

Børne- og Ungeudvalget
Københavns Kommune
 

Vedr.: Ny budgetmodel                                                                                                                              9. november 2022

     Det er med stor betænkelighed, vi har læst udspillet til en ny budgetmodel for kommunens vuggestuer og børnehaver. Vores bange anelser blev kun bekræftet på det informationsmøde, der blev afholdt den 27. oktober 2022. Nedslagspunkterne fra dette møde var, at modellen ikke er udformet med baggrund i forældres, pædagogers endsige børns behov eller efterspørgsel. Modellen blev præsenteret med fokus på øget transparens. På visse punkter kan vi følge dette særligt i forhold til Børne- og ungeforvaltningen, men transparensen af konsekvenserne for den enkelte institution udestår dog fortsat. De problematiske områder er desværre udeladt af materialet, ligesom de blev det på mødet.

     Det fremstår dog tydeligt, at institutioner med få børn, altså under 80, vil gå en vanskelig tid i møde, såfremt budgetmodellen indføres. Det skyldes, at de særordninger, der har kompenseret små institutioner ved f.eks. særindskrivning mm sløjfes. Den fleksibilitet, der indtil nu har imødekommet mindre institutioners behov, fjernes. Kompenserende engangsbeløb til de helt små institutioner (under 30 børn) råder ikke bod herpå. I vores institution, Langebro, har vi 31 børn, og imødeser altså hverken engangsbeløb eller særaftaler, der holdt budgettet i balance. Det er kort sagt små institutioners eksistensgrundlag, der fjernes med den fremlagte model.

     Herudover vil normering af ledere til små institutioner skaleres efter børnetal. Det vil f.eks. for vores institution betyde, at lederen i stedet for 1/3 af sin tid skal bruge 2/3 af sin tid med børnene. Kun 1/3 af tiden og aflønningen vil henføres til ledelse. Men ledelsesopgaven og de administrative byrder for lederen er ikke proportionelt med antal børn. Det vil give åbenlyst uhensigtsmæssige arbejdsforhold for leder og personale. Hvis tiden, forholdene og lønnen ikke svarer til arbejdsbyrden, vil kvalificerede ledere blive en mangelvare.

     Vores vuggestuebørn er forholdsvis gamle inden de starter, og rykker derfor hurtigt videre til børnehaven. De giver en speciel dynamik i forhold til indskrivning. De nye regler for pladsanvisning, der træder i kraft fra 2023, vil have betydelig negativ indvirkning på vores fleksibilitet og budget. I sammenhæng med den foreslåede budgetmodel, kan det bidrage til lukning af små institutioner som os og dermed begrænse muligheden for aktive valg og fleksibilitet for forældre og børn.

     Vi må på det kraftigste gøre opmærksom på, at den for foreslåede budgetmodel vil have betydelig negativ indvirkning på nærhed og kvalitet i dagtilbuddene og tryghed for børnene. Små institutionerne er langt mere søgte af både forældre og pædagoger, da de netop giver en større tilfredshed for alle.

     Vi er ikke overbevist om behovet for en ny budgetmodel, men såfremt der vælges at gå videre med den, mener vi, at den inden for rammerne af samme bevilling kan justeres så små, lokale og trygge institutioner fortsat vil være tilgængelige for vores børn.

På vegne af bestyrelsen i Den Integrerede Institution Langebro,

Med venlig hilsen

Mathias Vogdrup-Schmidt
Formand