Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Ny budgetmodel for dagtilbud

Oprettet: 2. november 2022
Svarnummer:
7

Indsendt af

Forældrebestyrelsen

Virksomhed / organisation

Klynge NB B

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Forældrebestyrelsen
Klynge NB B
Udbygade 1, 2.
2200 København N                                                                                                København den 2. november 2022

 

Høringssvar vedrørende forslag om ny budgetmodel for dagtilbud.

 

Forældrebestyrelsen i Klynge NB B har taget stilling til forslaget om ny budgetmodel for dagtilbud i København og har udarbejdet dette høringssvar.

Forældrebestyrelsen anerkender at der i forslaget er et ønske om at skabe en større transparent i forhold til hvordan de økonomiske budgetmidler bliver fordelt på ledelse, pædagogisk personale, aktivitet, institutions specifikke bevillinger samt på fordeling af socioøkonomiske midler.

Generelt set, savner vi i materialet at se nogle specifikke regne eksempler på betydningen af forslaget om ny budget model for forskellige institutionstyper som f.eks. en integreret institution med udflytterbørnehave og en vuggestue på f.eks. 4 grupper, da det da er uklart hvad konsekvenserne af dette forslag har for dels den enkelte enhed, og dels på klyngeniveau.
Derfor har vi nogle spørgsmål til forslaget. 

Det første spørgsmål er: Hvilken betydning får det for de enheder der har udflytterbørnehaver, og dermed har flere matrikler, når der i forslaget står at man vil gå fra et grundbeløb pr. hus til et grundbeløb pr. barn og hvilken betydning vi det få i forhold til økonomiske midler til ledelse?

Det andet spørgsmål er: Hvad dækker kompensationsmidlerne i forslaget over? Der mangler en udspecificering af disse f.eks. i forhold til bygningsforhold og delte matrikler, for at vi kan se hvilke konsekvenser det vil få får den enkelte enhed samt på klyngeniveau.

Vedrørende ”grundbeløbet til ledelse” er der i forslaget indregnet en procentsats der hedder 0,9 % til ledelse og 0,1 % til klyngeledelse og at lederen i de små institutioner og små klynger henholdsvis skal agere ”stuepædagog” og ”pædagogisk leder”.  Forældrebestyrelsen ser denne tilgang til ledelse, som et udtryk for manglende forståelse af ledelsesopgavens kompleksitet såvel inden for opgaveporteføljen, som i forhold til de krav der bliver stillet til faglig ledelse og den faglige kvalitet. Vi vil derfor på det kraftigste opfordre til at der indregnes fuld ledelse i grundbevillingen til store som små enheder og klynger.

Vedrørende de ændringer i model for sociale midler, har vi en forståelse for at der i områder eller enheder med en del familier, der har en lavere socioøkonomisk baggrund kan være en gavnlig effekt i at man der har mulighed for at lave en længere varende (pædagogisk strategi) for at hjælpe og støtte de børn og familier, som særligt brug for dette. Dog kan vi se en vis problematik i at incitamentet til at fordele og integrere få børn og familier, vil blive væsentligt mindre.

Samtidig har vi en væsentlig bekymring for at minimumsnormeringerne bliver forbeholdt enkelte enheder med en del børn med svag socioøkonomisk baggrund, og vil gerne opfordre til dels at gøre beregningen omkring disse minimumsnormeringer mere transparente og gennemskuelige. Vi opfordrer til at man i modellen sikre økonomisk fordeling således at der er minimumsnormeringer på enhedsniveau, og samtidig arbejder henimod en maksimumnormering i de enheder med en større andel af børn og familier med særlige behov.

Vi ser frem til næste høringsrunde og den videre proces.

 

Med venlig hilsen

Forældrebestyrelsen
Klynge NB B
Forperson: Marikka Møller Stenark