Oprettet: 18. september 2022
Svarnummer:
191

Indsendt af

Mogens Bundgaard

Virksomhed / organisation

DAB Dansk almennyttigt Boligselskab

Postnr.

2000

By

Frederiksberg

Høringssvar

Københavns kommunes handlingsplan for biodiversitet falder fint i tråd med DAB’s nuværende strategi for både biodiversitet og fællesskaber. DAB administrerer Hovedstadens almennyttige Boligselskab med 12 boligafdelinger i København Kommune.

Allerede i 1987 tog DAB initiativ til at stoppe anvendelsen af pesticider i driften af boligafdelingernes friarealer. Siden da har den løbende rådgivning fra selskabets landskabsarkitekter medført en betydelig stigning i artsrigdom og diversitet i de grønne områder, ligesom variationen i plantevalg bidrager til en større oplevelse året igennem for boligafdelingernes beboere. I selskabets nuværende grønne vision er der fokus på den bæredygtige hverdag, og der arbejdes på alle niveauer for at udvikle et mere bæredygtigt liv i boligafdelingerne, eksempelvis har 150 af de administrerede boligafdelinger tilsluttet sig DAB’s kampagne ”Bo med Natur” for at skabe mere liv i friarealerne.

DAB er i forvejen kendt for sit velfungerende beboerdemokrati og sammen med Aktive Fællesskaber i DAB tages der i disse år initiativ til nye frivillige fællesskaber, der yderligere vil styrke beboerdemokratiet og være med til at engagere beboerne til både fælles sociale aktiviteter og arbejdsgrupper om biodiversitet.

Vi kan derfor se en god synergi i at kommunen understøtter partnerskaber inden for den almene boligsektor, hvor der er noget at arbejde videre på, både store grønne områder og et potentiale af frivillige beboere. Hertil kan DAB’s ekspertise og lange erfaring indenfor drift, rådgivning og udvikling af de grønne områder være med til at nå målene.