Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Wesselsgade II - lokalplan 623
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
København den 22. august
Høringssvar til Lokalplanforslag Wesselsgade II
Fra AB Blågårdsgade 31-31C
I udgangspunktet er vi positive over for lokalplansforslagets hensigt om at bevare de lave huse i Wesselsgade.
Dog gør vi indsigelse mod den del af lokalplanforslaget der vedrører Blågårdsgade 31-31C
Det fremgår af lokalplanforslaget, at der ikke må opsættes altaner på facaden ind mod gården.
Der er ingen begrundelse for dette.
Vi er stærkt uforstående over for det, særligt da der allerede er opsat 5 altaner og 1 fransk altan ud mod gården
Vi har det sidste 1,5 år arbejdet på et altanprojekt, med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Retningslinier for altaner tagterrasser” 2018 og 1.juli 2021, hvor kommunen opfordrer til etablering af altaner med det formål at der kommer lys og luft til alle, bedre indeklima, forebyggelse af skimmelsvamp samt at livet på altanerne kan bidrage til et trygt og levende bymiljø.
Vi bor i et hjørne af Blågårds Plads, som ofte er konfliktramt og til tider utrygt. I særlig grad har vi de seneste par år været plaget af en stor gruppe unge mænd, som har taget ophold i vores lille gård og portrum med støj og affald til følge. Det har været stærkt generende for beboerne, og vi mener altanliv er en del af løsningen.
Når vi ser os omkring i vores gård, er er opsat mange altaner til stor glæde for både beboere og gårdmiljø.
Det undrer os derfor, at vi i Blågårdsgade 31-31C samt Blågårdsgade 33/Korsgade 22 er de eneste der ikke må opsætte altaner fremover i vores hjørne af gården, på trods af at der som tidligere nævnt allerede er opsat 5 altaner og en fransk altan på vores bygning.
Det undrer os yderligere, at vores bygning, som kun er benævnt bevaringsklasse SAVE 4 (middel bevaringsværdi) ikke må opsætte altaner, mens nabobygningen (Blågårdsgade 29 A, B og C) som er SAVE 3 (høj bevaringsværdi) gerne må opsætte altaner.
Dette opfatter vi ikke som en lige behandling af borgerne.
Det skal understreges, at vores ejendom fremstår som en grå vandskuret murstensfacade uden særlige arkitektoniske elementer. Vi mener det vil pynte både ejendom og gårdrum med altaner her. Se foto.
Vi har nu gennem det sidste 1,5 år brugt store mængder tid på vores altanprojekt, der skal supplere de eksisterende altaner på vores bygning, idet vi har arbejdet for at så mange som muligt kunne få mulighed for at få altan. Dette har krævet utallige møder samt udgifter til teknisk rådgivning og administration.
Vi er i øvrigt utilfredse med, at vi ikke er blevet orienteret om dette lokalplanforslag, da det har stor betydning for foreningen. Vi har hørt om planerne og høringsmulighed ved et tilfælde.
Helt specifikt gør vi hermed indsigelse mod følgende punkter vedrørende § 5 Bebyggelsens ydre fremtræden:
Stk. 3 a) Der må kun placeres altaner på facader, som vist på tegning 4., hvor vi ønsker tegningen ændret, således at vi kan etablere de planlagte altaner
Stk 3 e) Altaner i tagetager og kvistaltaner må ikke have fremspring fra facaden, eller etableres over hovedgesimsen.
Med venlig hilsen
Helle Jonassen
Formand
AB Blågårdsgade 31-31C