Høringssvar vedrørende Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Dette høringssvar bliver desværre mere høringsspørgsmål, da jeg synes visionen åbner flere spørgsmål end den udpeger svar.
Som beboer i indre by, er jeg klar over, at jeg bor et attraktivt sted, hvor mange har lyst til at komme. Det er på samme tid et privilegie og en udfordring. Jeg oplever at indre by gennem de seneste 10 år, primært er udviklet under hensyn til erhvervsliv og turisme, og at det i stigende grad føles som om at vi der har vores bolig og dagligdag i bydelen lever på tålt ophold. Byen er ikke for os.
Derfor ærgrer det mig at blive præsenteret for en vision for fremtiden, som ikke er underbygget af fakta og løsninger for hvordan hverdagen vil blive for os der bor her når visionen er implementeret. Som bilejer i byen savner jeg svar på hvordan Københavns Kommune tænker at skabe de kapacitetsmæssige rammer, der skal sikre at den præsenterede vision kan realiseres, for vi har ikke plads til 750 nye biler i de tilstødende kvarterer. Derudover bekymrer det mig at forslaget kan skabe mere trængsel i form af cirkulerende biltrafik. Dette både som forælder til et barn, der skal kunne komme sikkert rundt i byen men også i form af luftforurening fra cirkulerende biler.
Ønsker Københavns Kommune at skabe kapacitet til beboerparkering ved at begrænse offentlig parkering i indre by til alene at være for gulpladebiler, handicappede og beboere? Eller påtænker KK at investere i parkeringshuse, der kan løse den manglende kapacitet? Eller skal der sættes loft på antallet af licenser der udstedes i indre by, så man som tilflytter ved, at man skal forvente x antal års ventetid på en licens?
Jeg håber KK vil koble drømmen med virkeligheden og præsentere nogle tal, der kan konkretisere om visionen er baseret på at beboere i indre by i fremtiden skal fravælge at have bil? Om vi skal forvente mere trængsel? Eller om der ligger andre forudsætninger i projektet, som jeg ikke har mulighed for at vurdere på baggrund af det offentiggjorte materiale.