Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Distriktsændringer for skoleåret 2023/2024
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Vi støtter ikke forslaget fra skolelederne om at ændre på distriktsinddelingen mellem Brønshøj Skole og Bellahøj Skole og opfordrer Børne- og Ungdomsudvalget til ikke gennemføre distriktsændringen.
Af Referat fra møde i BUF 6.4 2022 fremgår at, ”Forvaltningen anbefaler ikke løsningen, da distriktsændringen ikke lever op til principperne for mindste indgriben og kapacitetsbehov. Med den nuværende befolkningsprognose forventes det, at Brønshøj Skole uden ændring af distriktet igen vil komme ned på optag af fire 0. klasser fra 2024/25. Skolen vil derved kun overskride dens fastsatte kapacitet ved næste skoleindskrivning. Det ekstra antal klasser skal i stedet håndteres via en klassesammenlægning på de senere årgange eller ved kapacitetsafhjælpende foranstaltninger”.
For os var en af de vigtige årsager, da vi købte hus i rode 277, at vi netop ville høre til Brønshøj skole. Vi vælger også børnehave ud fra den præmis, at de fleste børn i børnehaven, hører til Brønshøj skole og derved vil kunne følges ad og få en god skolestart, baseret på den sociale vennekreds der er etableret.
At udtage én specifik rode til dette formål, forekommer at være et tilfældigt udvalgt områdes familier, som derefter med meget kort varsel kan se deres families langtids-planlægning og valg af bolig i forhold til tilhørsforhold til venner og familie, skolevej og fritidsplaner ændret, alene på baggrund af skolelederes skøn.
I indstillingen står der desuden følgende: ”Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) ser ikke nogen udfordringer ved ændringerne ift. sikre skoleveje.”, uden yderligere uddybning.
Der er i materialet ikke redegjort for dette synspunkt - og ser man på placeringen af rode 277 i forhold til Brønshøj skole og Bellahøj Skole vil der kunne argumenteres for det stik modsatte.
Hvis børn fra rode 277 skulle finde på at bruge frederikssundsvej som primærvej til og fra skole, hvilket absolut ikke kan betegnes som sikker skolevej - må jeg henlede til den frygtelige ulykke der skete for 1-2 år siden og senest et postbud er blevet kørt ned - begge på frederikssundsvej i området mellem Brønshøj Torv og Bellahøj skole. Bekymringen om sikker skolevej, er ikke i samme grad et problem med rode 277´s tilhørsforhold til Brønshøj skole, hvor der er lavere hastighed og bedre oversigtsforhold på vejene mod skolen.