Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Vejlands Kvarter - lokalplan 599, kommuneplantillæg nr. 4 og miljørapporter
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Jeg ønsker, at dette lokalplansforslag tages af bordet.
Som borger i Københavns Kommune gennem næsten et helt liv, gør det mig virkeligt trist at være vidende til, hvordan Københavns Kommune vil omdanne Amager Fælled til bebyggelse og parklignende natur. Nogle af de største naturoplevelser i kommunen har jeg haft her: Freden og roen og oplevelsen at være langt væk fra alt, kunne gå på opdagelse i naturen ad små skjulte trampestier, at kunne plukke brombær, lytte til nattergalene, græshoppesangerne og gøgen en stille juni aften, opleve skovhornuglen jage i silhuet mod fuldmånen, den stille tikken af græshopper i de lune august- og septemberaftener, de mange sommerfugle og insekter og udsigten fra højene ud over Lærkeslettens vidder. Midt i København! I hvilken anden storby har indbyggerne og turisterne adgang til sådanne naturoplevelser?
Københavns borgere har brug for Amager Fælled som et bynært rekreativt åndehul med ro og fred. Når København ikke har flere store grønne områder tilbage, og har færre grønne arealer end mange andre store nordiske byer, er det forstemmende, at Københavns Kommune vil bygge på det sidste stykke sammenhængende vilde bynære natur i København, som ikke er en park planlagt ned til mindste detalje.
Byggeriet af en ny bydel bestående af 2000 boliger med 5000 indbyggere, som kiler sig ind på Amager Fælled harmonerer ikke med kommunens strategi om at gøre København til en grøn, bæredygtig og CO2 neutral by. En bydel vil få store konsekvenser for Amager Fælleds karakter af et stort sammenhængende og vildt naturområde med stor biodiversitet. Amager Fælled skal bevares i sin helhed, for hvis den opdeles, vil dens økosystemer hænge dårligere sammen og biodiversiteten blive forringet.
Det er ikke rimeligt, at boligbyggeri i det fineste naturområde i Københavns Kommune bruges som et middel til at finansiere et gældsplaget metrobyggeri. Pengene må findes andre steder.
Faldende biodiversitet
En bydel med 5000 indbyggere vil medføre et voldsomt publikumspres på hele Amager Fælled. Det vil føre til øgede forstyrrelser i form af endnu flere udøvere af forskellige friluftsaktiviteter. Det vil presse pattedyr, fugle og padder, som vil få svært ved at finde ro til at yngle og fouragere. Jeg kan forestille mig, at en stor del af beboerne vil holde hund, som vil blive luftet på Fælleden, heraf mange uden snor, da mange hundeejere ikke finder det nødvendigt. Det vil påvirke især hare, ræv og den eneste vilde selvbærende bestand af rådyr i Københavns Kommune, som vil blive jagtet rundt i krattet og blive stresset.
Byggeriet placeres på naturtypen overdrev, som er en truet naturtype i Danmark. Der er helt specielle dyre- fugle- og plantearter tilknyttet til naturtypen. Byggeriet vil påvirke yngle- og fourageringsmulighederne negativt for bla. skovhornugle, gøg, nattergal, tornsanger, græshoppesanger og tårnfalk. De eneste sanglærker i Københavns Kommune yngler her, ligesom harer og rådyr fouragerer her. Blå Kærhøg på vinterophold fouragerer over området i vinterhalvåret. Stor vandsalamander, som er en bilag VI art, og dermed en af de strengest beskyttede arter efter EU's naturbeskyttelsesdirektiver, har både sommerhabitat og vinterhi på Lærkesletten. Det er forbudt at ødelægge dens raste- og ynglesteder.
Jeg undrer mig meget over, hvorfor Kommunen ikke har fået uvildige biologer til at vurdere bydelens konsekvenser for dyre- og planteliv.
Øget trafik
Det fremgår klart af lokalplanen, at bydelen vil generere en voldsomt trafikpres på Vejlands Alle, både under anlægsfasen og når byggeriet er realiseret. Dette harmonerer ikke med visionerne om København som en klimavenlig og CO neutral by. Trafikken vil medføre en voldsom forøgelse af bilstøj, som selv støjafværgende foranstaltninger ikke vil kunne afbøde tilstrækkeligt for beboerne i bydelen. Den øgede trafik vil også kunne høres langt ind på Amager Fælled og med sin baggrundssusen forstyrre oplevelsen af fred og ro.
Forringer Københavnernes mulighed for at have adgang til bynatur af høj kvalitet
Vores børn og børnebørn har brug for at kunne færdes i vild bynær natur. En ny bydel på Amager Fælled vil forringe Københavnernes muligheder for at opleve en natur med høj biodiversitet med deraf følgende naturoplevelser. Kommunen kan anlægge nok så mange indgangsportaler, naturformidlingscentre, bål- og shelterpladser, udsigtskiler, stier mv, men oplevelsen af at være ude i den vilde natur tæt på byen vil være tabt. Muligheden for at opleve en lang række af vores hjemmehørende, nogle af dem relativt sjældne, pattedyr, fugle og padder vil ikke være til stede længere. Tilbage vil være et område, som nok er grønt (det er fodboldbaner også) men uden den store oplevelsesværdi for Københavnerne.
Stop byggeriet på Amager Fælled!