Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 19. oktober 2020
Svarnummer:
113

Indsendt af

Andrea F.M. Gregersen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Jeg er meget imod planerne om at bebygge Stejlepladsen i Sydhavnen - af flere forskellige grunde:

Jeg synes det er ærgerligt, at endnu et af byens grønne områder forsvinder og nu skal bebygges med nyt fancy byggeri. Vi mister både de grønne rekreative områder, som der efterhånden bliver færre af. Men det vil også gå ud over det unikke kulturhistoriske område som Fiskerhavnen er. Jeg synes det er en kortsigtet måde, der laves byudvikling i disse år. Hvis vi vil have en by, som også er skøn at leve i i fremtiden, så synes jeg det er afgørende, at vi ikke tager de grønne områder, som er frirum, lufthuller og som giver byen værdi. Derudover, så ser jeg et problem i den måde byen mere og mere bliver for folk med mange penge, og kvarter efter kvarter skubber enlige, studerende, folk på overførselsindkomster osv. ud af byen. Det bliver en mere ensformig befolkningsgruppe - fordi der er flere penge og prestige i at få folk med stærke privatøkonomier til at bebo byen. Selv de kollegier, der bygges er på ingen måde SU-venlige. 
Sydhavnen har stadig noget af sin charme og særegenhed tilbage. Jeg har boet i bydelen i 8-9 år og har set hvordan bydelen forvandler sig og gentrificeres. Jeg bliver bekymret over, hvis denne udvikling får lov til at fortsætte og skubber den unikke Sydhavnsånd ud. Sydhavnen giver fornemmelse af en lille landsby i byen, et sted hvor folk kender hinanden og rummer hinanden. Et sted hvor der er plads til forskellighed og skæve eksistenser. Der er en skøn mangfoldighed, som risikerer at blive trumfet af endnu en smart bydel, som primært vil favorisere folk med penge. Når først man har plastret byen til med ensartede bygninger, så får man ikke det miljø og den kultur tilbage, som har groet frem gennem mange år. Jeg ved godt, at man har forsøgt at lave et forslag, som tager højde for områdets særpræg og "selvbyggerstil", men det virker stadig, som et tænkt forsøg, der vil få alvorlige konsekvenser for kulturmiljøet og naturen i området.

Da jeg er nabo til/bor i området, så er jeg også bekymret for alle de gener der bliver med støj under byggeprocessen og for de trafikale problemer der ser ud til at blive i området fremover (samt den øgede luftforurening). 

Jeg var til det åbne borgermøde på skolen i Sydhavnen for en månedstid siden, og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at der på ingen måde er lydhørhed overfor de mange borgere, som er imod planerne og som kommer med kvalificerede spørgsmål og bemærkninger. Jeg synes det er en meget uheldig udvikling, hvis vores demokratiske processer bliver til pseudo-demokrati og kommunen og andre involverede reelt er ligeglade med, hvad borgerne mener. Jeg håber virkelig, at I vil lytte til de høringssvar, der kommer, og ikke bare nøjes med at lade det være en del af tjeklisten, så I på papiret har gjort, hvad I skulle for at kunne sige at der har være "borgerinddragelse". 

Fiskerhavnens venner har lavet et kæmpe stykke arbejde og sat sig grundigt ind i sagerne. De påpeger en række forskellige problematikker i lokalplanen (Natura2000, trafikale problemer, støj, tab af værdifuldt kulturmiljø mm). Jeg bakker 100% op om deres høringssvar og vil ikke gentage alle detaljerne her. 

Det er ikke for sent at lytte til borgerne og gøre det fornuftige i forhold til Københavns byudvikling. Jeg håber virkelig I vil bevare Stejlepladsen som grønt område og lade Fiskerhavnen fortsætte som den kulturelle og unikker perle den er. 

Mvh. Andrea Gregersen