Høringssvar vedrørende Husumforbindelsen

Oprettet: 10. november 2018
Svarnummer:
29

Indsendt af

Mette Plum Nielsen

Virksomhed / organisation

Forældrebestyrelsen i Husum Menighedsbørnehave

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar angående Sagsnummer 2018-0259824 På vegne af Forældrebestyrelsen i Husum Menighedsbørnehave I Husum Menighedsbørnehave har vi i mange år ønsket at øge trafiksikkerheden udenfor børnehaven (Korsager Allé 16) samt for de børn og forældre, der dagligt færdes i området, og derfor ser vi meget frem til etableringen af Husumforbindelsen. Høringssvar vedr. etableringen af Husumforbindelsen Med afsæt i dagspressens verserende rygter om anlægsstop af projekter i byen er vi bekymret for, at Husumforbindelsen i værste tilfælde kan blive ramt af stoppet, og at det i værste fald har fatale konsekvenser at borgerrepræsentationen beslutter at udskyde projektet. Vi er bekymret for en udsættelse, eller et stop af Husumforbindelsen, da det vil få konsekvenser for trafiksikkerheden. Mange børn færdes dagligt på Korsager Allé, når de skal til og fra skole, børnehave, vuggestue og fritidsaktiviteter i et trafikalt kludetæppe af biler, cykler, løbecykler, lastbiler, løbehjul, busser, knallerter, motorcykler, ladcykler, rollatorer, el-scootere og fodgængere. Med de mange forskellige trafikformer i forskellige hastigheder og med forskellige kapabiliteter er der meget lidt tryghed for alle de forskellige trafikanter. Med en etablering af Husumforbindelsen tages der fat om udfordringerne med den brogede trafik, hvorimod der med en udsættelse eller et stop er en stor risiko for uheld og en fortsat utryghed ved færdsel på Korsager Allé. Betragtninger i forholdet til det tegnede materiale af Husumforbindelsens forløb på Korsager Allé Vi bakker op om: • Sideveje til Korsager Allé skal krydse fortovet på en måde, som aftvinger fartnedsættelse. Vi oplever ofte, at biler ikke overholder deres vigepligt og dæmper farten. • Krydset Husumvej og Korsager Allé lukkes for biltrafik i nordlig retning, oversigtsforhold og busholdepladser optimeres samt at der etableres heller, der sikrer god færdsel på tværs af den trafikerede Husumvej. • Bilparkering nedprioriteres til fordel for bedre trafikale løsninger. • Trafikken deles tydeligere op med etableringen af cykelsti og københavnerfortov, så alle trafikanter kan opleve større tryghed. • Etableringen af 40 km zonen. Vi er bekymrede om: • Udformningen af løsningen på Korsager Alle er vigtig at overveje. De forelagte planer viser et langt lige vejforløb uden forstyrrende elementer. Vi opfordrer til, at der tænkes i hastighedsnedsættende foranstaltninger i vejforløbet – f.eks. grønne chikaner, afmærkede parkeringsbåse, heller ect. Uden fartbegrænsende tiltag på Korsager Alle kan man frygte, at bilerne fortsat kører alt for stærkt mellem Glumsøvej og Husumvej, når der ikke længere er bløde trafikanter på vejbanen. Det kan blive en ”gyser”, nu med bedre oversigtsforhold, men med større risiko for fatale konsekvenser af en højere fart. • Det lader til, at der ikke er taget højde for, at der i morgentimerne (07.00-09.30) og eftermiddagstimerne (14.00-17.00) i hverdagene er et behov for korttidsparkering i umiddelbar nærhed til børnehaven – f.eks. en Kiss and ride zone eller lignende. • I området omkring Stenmaglevej og Gislingevej er der forvirring omkring brugen af de to veje. Begge veje er dobbeltrettede mellem Grevingevej og Korsager Allé og ensrettede videre frem. Derfor opleves det, at biler cirkulerer irriteret og unødigt rundt, hvilket skaber dårligere oversigtsforhold samt forvirrende og utryg sammenblanding af trafik på Korsager Allé – f.eks. kunne en ensretning af begge veje skabe tryghed. • Det lader til, at der siden Husumforbindelsen blev etableret som projekt, og det tegnede forslag sendt i høring, er etableret tre bump på Korsager Allé mellem Stenmaglevej og Glumsøvej, som har betydet lavere fart på strækningen. Disse tre bump ser vi med fordel kunne sammentænkes med det tegnede forslag til fordel for alle. Vi håber med dette høringssvar at bidrage til lokalområdets ønske om, at Husumforbindelsen prioriteres gennemført, da det udover de trafikale forhold, som vi har berørt og kommenteret ovenfor, også har en positiv effekt for en sammenhængende bydel, hvor der skabes mulighed for, at børn og forældre vælger at tage cyklen frem for bilen - i trygge og sikre rammer. På vegne af forældrebestyrelsen i Husum Menighedsbørnehave Mette Plum Nielsen, Formand