Oprettet: 1. oktober 2018
Svarnummer:
5

Indsendt af

Jørgen Olsen

Postnr.

2300

By

Kbh.S.

Høringssvar

Generelt må lokalplanen opfattes som arkitektonisk uambitiøs. Der lægges op til opførsel af traditionelt etagebyggeri bestående af bygningskasser med kvadratiske eller rektangulære plansnit. I området, som lokalplanen omfatter søges dette imødegået ved opførsel af en slags gigantisk gårdmiljø, som gæster på Bella Sky kan bruge som visuel adspredelse. For beboere udenfor lokalplanens område, og som omfatter undertegnede, der bor øst for lokalplansområdet, mødes man af en høj mur af bygninger, hvis type man allerede kan iagttage længere mod syd ad Ørestads Boulevard. Konklusionen er, at man med den foreslåede lokalplan lykkes med at omdanne et arkitektonisk berømmet område (jeg henviser til VM-bjerget og 8-tallet) til en genopførsel af 1900-tallets brokvarterer, tæt befolket og med støj- og indkigsgener. Mht. støj, så vil jeg specifikt spørge til de forudsagte støjniveauer. Er der taget højde for de lydrefleksioner, der vil opstå mellem de høje bygninger på hver side af Ørestads Boulevard? Allerede nu er støjniveauet højt, når metrovogne kører forbi min lejlighed, og jeg frygter, at denne støj forstærkes ved refleksion fra modstående bygninger, der er planlagt op til 25 meter. En del af mine indvendinger kan imødegås ved generelt at sænke bygningshøjden f.eks. ved at genindføre højdebegrænsningen på 0.3x afstanden til nærmeste beboelsesbyggeri og generelt begrænse højden af bygninger mod Ørestads Boulevard f.eks. til 18 meter. Desuden ville bygningsmuren mod Ørestands Boulevard fremstå arkitektonisk mere tålelig, hvis man havde flere spring i bygningshøjden – et minimum på 3 spring ville være rimeligt. Et Tårn på 75 meter på hjørnet af Ørestads Boulevard og Vejlands Allé må det selvsagt forekomme uforståeligt, at man som ansvarlige politikere har kunnet tillade (igen) at finde vej til lokalplanen. Et sådant altskuende Sauron-tårn ved indgangen til det betonifiserede Amagerfælled vil fremover stå som en skamstøtte for hovedløs byggeivers sejr over anstændigheden. Lad mig slutteligt opsummere mine spørgsmål og indvendinger: 1) Er der ved støjberegningerne taget højde for refleksioner fra bygninger på begge sider af Ørestads Boulevard? 2) De foreslåede byggehøjder mod Ørestads Boulevard er absurd høje, og det foreslås derfor, at lokalplanen ændres så byggehøjden maksimalt kan være 18 meter eller 0.3x afstanden til nærmeste boligbyggeri. 3) Lokalplanens arkitektoniske ambitionsniveau er skuffende lavt, og det foreslås derfor at man imødegår dette ved dels at kræve minimum 3 spring i byggehøjden på bygninger imod Ørestads Boulevard og dels ved at opgive tårnet på 75 meter på hjørnet af Ørestads Boulevard og Vejlands Allé