Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2024
Oprettet:
30. september 2018
Svarnummer:
40
Indsendt af
Camilla Hegnsborg Kaare Vestermann
Virksomhed / organisation
BL 1, kreds
Postnr.
1551
By
KBH v
Høringssvar
30. september 2018
Høringssvar BL. 1. kreds - Københavns Kommune - Høring af ”Ressource- og affaldsplan 2024”
Københavns Kommune har sendt forslag til ” Ressource- og affaldsplan 2024” i høring. BL’s 1. kreds skal indgive nedenstående generelle bemærkninger.
Desuden vil de enkelte almene boligorganisationer indgive egne høringssvar med specifikke kommentarer og bemærkninger.
Indledning
BL 1. kreds har noteret, at Københavns Kommune med ressource- og affaldsplan 2024 tager de næste skridt mod mere bæredygtighed og cirkulær økonomi, hvor ressourcerne anvendes igen og igen. Det er en ambitiøs bæredygtighedsdagsorden, som BL 1. kreds gerne bidrager til og i øvrigt også selv arbejder for at realisere med BL’s målsætningsprogram 2018-2021 samt ambitioner om at bidrage til realisering af FN’s 17 Verdensmål.
I forhold til det fremsendte høringsmateriale skal bemærkes følgende
Gebyrstruktur og gennemsigtighed – incitament til sortering
BL 1. kreds bemærker, at den gebyrstruktur, som der lægges op til i ”Ressource- og affaldsplan 2024” følger den eksisterende struktur med en takst, der dannes af et grundgebyr, et volumengebyr, ordningsgebyr og administrationsgebyr.
Det er BL 1. kreds vurdering af gebyrstrukturen med fordel kunne justeres, så den i endnu højere grad understøtter brugernes incitament til sortering af affald. Den besparelse, som i den eksisterende struktur opnås ved systematisk sortering er relativ begrænset, idet gebyrstrukturen kun har en enkelt vægt, der regulerer den samlede afregning relativt begrænset efter den indsamlede volumen.
Kan der inden for det eksisterende omkostningsniveau ske en justering af gebyrstrukturen, så den mere tydeligt tilgodeser brugernes sortering af affald og nedbringelse af volumen, eksempelvis ved at belønne brugerens adfærd ved at give en symbolsk rabat på deres udgifter til renovation.
Samtidig opleves afregningerne i de såkaldte puljeordninger, som meget vanskelige at gennemskue for den enkelte boligafdeling, hvilket desværre ikke øger incitamentet til sortering.
Nedgravede beholdere med fikseret volumen – incitament til anskaffelse
Den eksisterende gebyrstruktur skaber ikke incitament til, at brugerne vælger den affaldsløsning, der som oftest er den teknisk mest fordelagtige løsning nemlig nedgravede beholdere med fikseret volumen.
Før det første afregnes de nedgravede beholdere i Københavns Kommune ved tømning på baggrund af beholderens fikserede volumen, hvad enten beholderen er helt eller halvt fyldt. For det andet har de nedgravede affaldsbeholdere med fikseret volumen en relativt høj anskaffelsessum, hvilket begrænser mindre boligafdelingers økonomiske incitament til eksempelvis at lukke affaldsskakter (som udfordrer arbejdsmiljøet) og i stedet anskaffe nedgravede beholdere.
Samtidig skal nævnes, at BL’s medlemmer oplever, at det kan være særdeles besværligt at opnå dispensation fra krav om affaldsskakter i nybyggeri. Affaldsskakte harmonerer ikke med krav og ambition om bedre kildesortering.
BL 1. kreds vil her foreslå, at Københavns Kommune i lighed med andre kommuner giver et tilskud til anskaffelsen eller på anden vis understøtter et økonomisk incitament til nedgravede beholdere med fikseret volumen - samt at dispensationsadgangen i forhold til affaldsskakte lettes.
Aktiviteter der understøtter bedre sortering
I den nugældende affaldsplan, er der taget en række initiativer til afprøvning og udbredelse af bedre kildesortering i gårde, og i borgernes hjem. Senest er Københavns Kommunes tilbud om økonomisk støtte til kildesorteringsmoduler i køkkener et positivt tiltag, der gerne ses udvidet med økonomisk støtte til andre sorteringsanlæg også.
Anbringelse af affaldsbeholdere og sorteringsanlæg
Affaldsbeholdere og sorteringssystemerne skal anbringes på de standpladser og på den måde, som kan aftales med Teknik- og Miljøforvaltningen.
I de almene boliger i Københavns Kommune vanskeliggøres affaldssorteringen af de enkelte boligafdelingers matrikelgrænser og pladsforhold, hvormed de grønne gårdmiljøer ofte bliver skæmmet af affaldssorteringsanlæg, der af hensyn til tømning, skal placeres på de bedste arealer i gårdmiljøet.
Her skal BL 1. kreds foreslå, at affaldsanlæggene i højere grad flyttes ud i det offentlige rum på let tilgængelige arealer, hvor brugerne i forvejen passerer, når de skal på gaden. Nedgravede beholdere på gaden, tæt ved porten fremfor i gårdmiljøet vil også kunne lette kommunens adgang til tømning.
Beregning på husstandsniveau eller på ejendomsniveau
Renovationsafgiften i Københavns Kommune beregnes på husstandsniveau uanset, om der er tale om et rækkehus med egen kildesortering eller en ejendom, hvor alle boligtagere sorterer fælles i en affaldsgård / brug af nedgravede løsninger. Udgiften til renovation dækker udgiften til afhentning-, transport- og behandling af affaldet. Derfor, opfordres der til, at Københavns Kommune indgår i en dialog med BL’s 1. kreds om en eventuel regulering af ydelserne der afspejler den faktuelle effektivisering af, at flere husstandes renovation kan afhentes fra én lokalitet i de almene boliger.
Kommunikation mellem boligorganisationerne og kommunen
Københavns Kommune kommunikerer gennem ”Nem Affalds-service” med grundejere, viceværter og andre affaldsansvarlige om tømninger mv.
BL 1. kreds skal i forbindelse med ”Nem Affalds-service” foreslå, at den enkelte grundejer eller administrator gives mulighed for at tilknyttet alle de ejendomme, som pågældende administrerer på samme Log-In. Dermed undgås den situation, som vi har i dag, hvor brugerne skal logge ind og ud for hver eneste ejendom man administrerer, hvilket er besværligt og tidskrævende.
Vi kan ikke umiddelbart af det fremsendte høringsmateriale vurdere, i hvilket omfang kommunens kommunikationsstrategi i forhold til brug af beholdere, sortering mv. tager højde for kommunikationen til borgere, der ikke taler dansk. Dette bør også være et fokusområde ligesom den visuelle kommunikation.
Afslutningsvis skal BL 1. kreds kvittere for høringen af ”Ressource- og affaldsplan 2024”, som vi ser frem til at samarbejde med Københavns Kommune om i det fælles arbejde for en bæredygtig by.
Med venlig hilsen
Formand BL 1. kreds Camilla Hegnsborg og Næstformand Kaare Vestermann