Høringssvar vedrørende Skolen ved Sundet - lokalplan nr. 566

Oprettet: 25. august 2018
Svarnummer:
7

Indsendt af

Jørgen Hermann

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Tak for et godt dialogmøde den 16. august 2018 på Skolen ved Sundet. Det ser da rigtigt spændende ud med de nye tiltag, der er for Skolen ved Sundet. Dog kan det bekymre os med den nye vej omkring den kommende P. plads og krumspringet på Kaldæavej. Som planen viser, skal der være tilkørsel midt på vejen efter første sving fra øst. Det er en rigtig god idé med ”Kys og Kør” på Backersvej, men der vil helt sikkert være en del afsætning og cyklende, skateboards, løbehjul, løbende og uopmærksomme børn på Kaldæavej, som ikke vil blive nemmere at se med 3 x 90 graders sving på så lille en vej. Som det er nu, er det et under, at der ikke sker voldsomme ulykker på Kaldæavej. Ville det ikke være en idé at lave tilkørsel til pladsen fra Sumatravej og måske helt undvære den nye vej ned langs pladsens østside. På den måde ville der blive mere "albuerum" på pladsen og det vil kun være den trafik, der skal ind på den nye P. plads, der kommer på vejen og der skal jo alligevel stadigvæk være en vej til Kaldæavej nr. 11 og 13. Man kunne så lukke Kaldæavej ved Friluftskolen og så evt. åbne den noget mere retlinede og noget bredere Samosvej igen. Hvis dette ikke er en idé I kan bruge, kunne man evt. ensrette Kaldæavej fra øst eller i det mindste etablere skiltning med kørsel forbudt i bestemte tidsrum. Kaldæavej bliver jo også brugt som "gågade" i alle frikvarter, så med tanke på "sikker skolevej" frygter vi for børnenes sikkerhed med de nye blinde vinkler. Og med hensyn til børnenes sikkerhed er vi nødt til endnu engang at gøre opmærksom på, at skolens åbne porte tillokker rigtig mange højtråbende børn i feststemning. Der bliver festet igennem hele natten, drukket og smadret flasker m.m. Og denne ”gode” stemning medfører meget ofte at børnene, for de er jo kun børn, afprøver kræfter på skolens tage. Der bliver hygget på tagene, drukket på tagene, hoppet fra tag til tag. Det er frygteligt nervepirrende at overvære som voksen og som nabo, for bare der dog ikke sker en ulykke!!!!! Og sidst, men ikke mindst, hvilke tiltag bliver der taget til oprydning og vedligehold af skolen og omgivelserne, når skolens porte er døgnåbne? Med venlig hilsen Jette og Jørgen Hermann Kaldæavej 9 2300 København S