Oprettet: 10. juni 2018
Svarnummer:
25

Indsendt af

Kasper H. Skovse D58 (formand), Jacob Lawaetz R100, Astrid Kock D64, Karen Vallgårda D87, Jakob Harreby S19

Virksomhed / organisation

Vejlauget DoReMe, omfattende 37 husstande Dorteavej 48-101, Rentemestervej 86-106 samt Smedetoften 19-25

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Høringssvar til forslag om ændring af skoledistrikter til skoleåret 2019/2020 Vedr. Flytning af rode 304 fra Utterslev skole til Tagensbo skole Vi, Vejlauget DoReMe sender dette høringssvar, da vi finder det stærkt problematisk at der i Børne- Ungdomsforvaltningen er stillet forslag om at flytte rode 304 fra Utterslev Skole til Tagensbo Skole. Vejlauget Doreme består af villakvarteret, som strækker sig fra Dorteavej 48-101, Rentemestervej 86-106 samt Smedetoften 19-25 og omfatter 37 husstande. Vejlauget er delt i to forskellige roder. I vejlauget er der flere grunde til, at vi er bekymrede for denne ændring, hovedsageligt pga. vores børns trafiksikkerhed og fordi vi føler, at vores børn flyttes ud af lokalmiljøet. Rode 304, Utterslevgård rodet, er placeret få hundrede meter fra Utterslev Skole, og alle børn i vejlauget tilhører pt. denne lokale skole. Der er i vores vejlaug en meget stærk fællesskabsfølelse og sammenhold blandt såvel børn som voksne. Vi hjælper hinanden i dagligdagen, holder sommerfester og julefrokoster, børneløb, vejfester, fastelavn og loppemarkeder, for blot at nævne nogle få ting. Børnene nyder godt af de stærke legerelationer i vejlauget, og særligt når de står over for en stor livsomvæltning, som skolestart er, er det betryggende at kunne følges ad og kende de større børn, der allerede går på skolen. Hvis halvdelen af vores vejlaug som del af rode 304 flyttes til Tagensbo Skole vil noget af dette fællesskab gå tabt, da vi i vejlauget tilhører to forskellige roder, og med forslaget nu to forskellige skoler. De børn, der allerede er startet i skole, deres yngre søskende, samt børnene i rode 303 vil fortsat gå på Utterslev skole, mens den anden halvdel vil skulle gå på Tagensbo Skole. Børnene vil blive spredt, og ikke blot på to forskellige skoler, men mange forældre i vejlauget vil sandsynligvis fravælge folkeskolen, hvis de ikke kan få deres barn i den lokale folkeskole, Utterslev Skole, og i stedet sende deres børn på forskellige privatskoler. Vi ønsker ikke denne splittelse. Og vigtigere endnu ønsker vi med nærværende høringssvar at gøre opmærksom på, hvordan vi ser, at forslaget om ændring af skoledistriktet er stridigt imod netop de principper, som Børne- Ungdomsforvaltningen har formuleret om ændring af skoledistrikter. Vi vil i det følgende fremhæve, hvorledes vi ser, at en flytning af rode 304 fra Utterslev skole til Tagensbo skole er stridigt mod principperne for skoledistriktsændring. 1. Princip om mindste indgreb – forældrene forventninger For forældrene i vejlauget har skoledistrikt været en stor del af overvejelser ifm. huskøb i netop dette vejlaug. Vejlauget ligger tæt op ad Utterslev Skole, som af alle opfattes som den lokale folkeskole, og som er en der vælges til af forældrene frem for privatskoler. De mindre børn følges med de større børn i skole, og forældrene i vejlauget bidrager positivt til skolens arbejde fx ved deltagelse i forældreråd, frivilligt arbejde m.m. Det er derfor meget imod forældrenes forventninger, og princippet om mindste indgreb, hvis vejlauget opsplittes og halvdelen flyttes væk fra den lokale skole og til Tagensbo Skole, og børnene i vejlauget dermed splittes. 2. Princip om sikkerhed – Børnenes trafiksikkerhed Ikke bare opfattes Utterslev Skole af børn og forældre som den lokale skole, Tagensbo Skole ligger også langt væk. Vi er som forældre meget bekymrede for den skolevej, vores børn vil skulle gå, såfremt forslaget om skoledistriktsændring gennemføres. Hvor Utterslev Skole ligger få hundrede meter fra vejlauget uden nogen større veje at krydse, ville skolevejen til Tagensbo Skole for børnene i vejlauget betyde at de skulle gå langs og krydse to meget trafikerede veje: Tomsgårdsvej og Frederiksborgsvej. Vi opfatter ikke dette som en sikker skolevej, der er hensigtsmæssig ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt. Forslaget går dermed imod princippet om børnenes trafiksikkerhed. 3. Ønsket om en balanceret elevsammensætning Det fremgår af forslaget om skoledistriktsændringen, at flytningen af rode 304 fra Utterslev Skole til Tagensbo Skole vil nedbringer antallet af tosprogede elever på Utterslev Skole fra 44 % til 39 %. Med en meget lille andel tosprogede børn er vi i vejlauget Doreme imidlertid ikke en gruppe, der vil hjælpe til en udglatning af fordelingen af tosprogede elever, såfremt den foreslåede distriktsændring foretages. En flytning af Doreme vejlauget går dermed imod princippet om en balanceret elevsammensætning. 4. Kapacitetsudnyttelse – økonomisk hensyn Slutteligt ser vi, at forslaget også har potentiale til at gå imod et økonomisk hensyn og princippet om kapacitetsudnyttelse: Vi ønsker som forældre i vejlauget at bakke om op folkeskolen, men en stor andel af forældrene i vejlauget vil sandsynligvis fravælge folkeskolen til fordel for privatskoler, hvis de ikke kan få deres barn i den lokale folkeskole, Utterslev Skole. Dette vil betyde, at der fjernes midler fra folkeskolen. De konsekvenser, vi som forældre er mest bekymrede for, såfremt den foreslåede distriktsændring foretages, er en opsplitning af vores vejlaug, at børnene flyttes ud af lokalmiljøet og en langt fra sikker skolevej for vores børn. Vejlauget Doreme beder med nærværende høringssvar derfor om, at den del af vejlauget, der tilhører rode 304 ikke flyttes væk fra Utterslev Skole. Dette kan, som vi ser det, enten indfries ved en opsplitning af rode 304, således at Doreme vejlauget holdes samlet tilknyttet Utterslev Skole, eller ved at benytte det foreslåede alternative skoledistriktsændringsforslag. Heri afgives en del af rode 304, rode 297 samt rode 298 til Bellahøj Skole. Disse børn vil ikke få så markant længere til skole som hvis rode 304 flyttes til Tagensbo Skole, og de vil få en sikrere skolevej. Med venlig hilsen bestyrelsen for Vejlauget DoReMe Kasper H. Skovse D58 (formand), Jacob Lawaetz R100, Astrid Kock D64, Karen Vallgårda D87, Jakob Harreby S19, Jonathan Howell R102, Hinuga Sandahl R104