Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 9. maj 2018
Svarnummer:
422

Indsendt af

Nanna Uhrbrand

Virksomhed / organisation

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Postnr.

1300

By

København K

Høringssvar

Til Københavns Kommune København 9. maj 2018 Vedr.: Kommentar til forslag til lokalplan Nuuks plads II Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur mener, at Eva & Nils Koppels bygning til Landsarkivet på Nuuks Plads er af meget høj arkitektonisk kvalitet og repræsenterer sin tids bygningskultur på en måde, der giver bygningen høj bevaringsværdi. Derfor bør bygningen bevares og omprogrammeres til nye funktioner. Den lukkede arkivbygning er sammen med Martin Nyrops nationalromantiske bygning en del af Nørrebros kulturhistorie. De to arkivbygninger supplerer hinanden i fortællingen om opbevaring og formidling af de danske arkivalier i 1900-tallet. Det ældste er højtidelig bygning med åbning for publikum, hvorimod den yngre formidler en mere rationel tilgang til opbevaring af arkivmateriale, der ikke har behov for dagslys. Koppels lukkede skifer-æske ligger mod Hiort Lorenzens Gade og Martin Nyrops teglstensbygning ligger Rantzausgade, i mellem de to bygninger er der mulighed for at lave en plads med de udadvendte byfunktioner, der skal være på metronettet. Udvikling af byer er meget andet end tabula rasa projekter, hvor de eksisterende bygninger fjernes helt og nye skyder op i en højde, der er fremmed på det kvarter, der bygges i. Som en mere generel bemærkning ønsker Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur at opfordre til, at Københavns Kommune stiller krav til bygherre og developer om, at der skal udarbejdes en bygnings- og kulturarvsanalyse med en værdisætning af de eksisterende og omkringliggende bygninger med henblik på en kvalificeret dialog om de eksisterede bevaringsværdier tidligt i planprocessen. De eksisterende SAVE-vurderinger fra 1996 er ikke længere tidssvarende og der er behov, for en opdatering der inkludere bygninger efter Anden Verdenskrig. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har været i dialog med arkitekt og forfatte til Koppelmonografi Johannes Hedal Hansen. Han mener, at Koppels arkivbygning bør bevares fordi Eva og Nils Koppel indtager en særposition i dansk senmodernisme, idet de på stilfærdig vis opponerede imod den fremherskende dogmatiske holdning inden for faget. Landsarkivet er et af de bedste eksempler herpå, og den skiferbeklædte kasse med let indadskrånede facader er et tilbagevendende tema i arkitektparrets produktion. Venlig hilsen Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Sekretariatet kan kontaktes på tlf. 70 22 12 99