Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag
Oprettet:
8. maj 2018
Svarnummer:
355
Indsendt af
Peter Wick
Virksomhed / organisation
NørrebroPark Skole
Postnr.
2200
By
København
Høringssvar
Forældrebestyrelsen på Nørrebro Park Skole ønsker at udtrykke vores bekymringer for højhusbyggeriet på Nuuks Plads.
Skyggepåvirkning:
Først og fremmest er vi bekymrede over påvirkninger på skolegårdens miljø. De offentliggjorte skyggestudier viser skygge hen mod skolens bygning midt på dagen ved jævndøgn. Vi er derfor bekymrede for om udearealerne i hele vinterhalvåret kommer til at henligge i skygge fra byggeriet. Udearealerne er en vigtig del af skolens virke, hvor der allerede i dag arbejdes løbende med bevægelse både ud og inde i løbet af skoledagen, og hvor rammerne både
inde og ude spiller en vigtig rolle.
Skyggen vil ligge over skoleområdet i løbet af dagen og ifølge beregninger vil skyggen ved jævndøgn ligge i 1 time og 30 minutter på et fast sted, men
beregnet ud fra den smalleste facade og dermed i realiteten være bredere end vist på skyggestudierne. Vi formoder, at skyggen både bliver kraftigere og
længere fra oktober til marts – altså en betydelig del af skoleåret.
Derudover vil skolens bygninger, der har vinduer mod syd miste lys, hvilket vil påvirke indeklimaet i klasserne.
Trafikken:
Forældrebestyrelsen har vedvarende interesseret sig for de trafikale udfordringer på skolevejen og været i dialog med Teknik- og miljøforvaltningen om at forbedre forholdene. Således er der et meget højt pres i lyskrydset ved Nørrebroparken, hvor langt de fleste skolebørn skal krydse Jagtvej sammen
med cyklisterne på supercykelstien indenfor et kort tidsrum mellem 7:45 og 8:00, samt ved skoledagens ophør. Særligt morgentrafikken volder
bekymring og vi forudser med bekymring, at en fordobling af beboerantallet omkring Nuuks Plads vil forværre situationen.
Pres på lokalområdet:
Forældrebestyrelsen udtrykker desuden bekymring for, at der ikke er taget højde for påvirkning af områdets daginstitutioner og skoler, samt pres på
fritidsaktiviteter for børn og unge i området.
Skolebestyrelsen ønsker at området omkring skolen udvikler sig harmonisk og i overensstemmelse med den lokale befolknings ønsker og behov – og vi
ser ikke, at et højhusbyggeri på Nuuks Plads fremmer dette.