Høringssvar vedrørende Århusgadekvarteret i Nordhavn tillæg nr. 3 - lokalplan nr. 463-3

Jeg er meget bekymret over den potentielle udsigt til, at få et kæmpe-kollegie som umiddelbar nabo. Jeg vil lade jurister, arkitekter og andre eksperter give deres professionelle input til, hvorfor byggeriet er uacceptabelt. Her vil jeg beskrive min helt personlige oplevelse af processen og af prospektet. Det bliver en lang personlig beretning og jeg gør mig egentlig ikke forhåbning om at nogen vil læse det – nok allermindst myndighedspersoner og beslutningstagere. Men om ikke andet, så får jeg luft. For 2 år siden boede jeg i en lille 2 værelses lejlighed på Østerbro med min mand og min datter der dengang var 4 år. Egentlig var vi vokset ud af lejligheden for længst, men tiderne var hårde og det var ikke sådan lige at komme videre. Det var nu ikke den trange plads der var det største problem for mig, men det faktum at vi var de eneste i ejendommen der havde børn og at alle vore umiddelbare naboer var unge studerende. I vennekredsen var det en stående joke, at vi boede på forældrekøbsvej nr. 30. I en alder af 32 år, var jeg blevet den sure gamle dame i opgangen der konstant klagede over støj, for selvfølgelig var spædbørns puttetid og middagslure ikke noget der fyldte meget i mine naboers univers. Jeg kunne godt råbe og skrige om ”plads til børn”, ”mangfoldighed” og ”gensidig respekt” men virkeligheden var bare, at de levede et helt andet liv. Præcist som mit eget liv havde været 10 år tidligere var de måske til undervisning tre dage om ugen, havde selvstudier på læsesale og biblioteker, og når de kom hjem samledes de med vennerne til game-station på max volumen eller med veninderne til fed musik og dans på bordende. Der blev røget igennem, der blev drukket og sunget og festet og holdt øl-stafet i gården og kysset i opgangen. Ordensreglementet sagde at man ikke måtte støje efter kl. 22.00. Selv hvis det var blevet overholdt var det uden værdi for mig, for min datter skulle jo sove kl. 19.00. Jeg håber de ser tilbage på nogle gode ungdomsår, - ligesom jeg selv gør. For det var jo ikke dem der var noget i vejen med, det var mig der var malplaceret. Vi måtte videre. Heldigvis fik vi mulighed for at købe en billig projektlejlighed i Nordhavn (det var før prisernes himmelflugt). Det var et sats selvfølgelig, men vi gjorde meget ud af at læse lokalplanen og i det hele taget orientere os om hvorvidt det blev et børnevenligt kvarter. På baggrund af dette, valgte vi at slå til. Vi solgte lejligheden på Østerbro og boede hos familie, indtil vores nye lejlighed endeligt stod færdig for 1 ½ år siden. Vi fortryder ikke et sekund. Vi elsker at bo tæt ved vandet. Vi har i mellemtiden fået en lille søn (som ikke bliver forstyrret i sin søvn) og min datter har masser af gode legekammerater i kvarteret. Imens byggerierne skød op omkring os, var der stille på nabogrunden 1.24 som havde været udlagt til erhverv. Vi havde i lang tid kunnet se, at grunden ikke blev solgt og spekulerede over hvad man mon ville finde på. For ca. et halvt år siden, begyndte der i nabolaget af svirre rygter om, at man ville bygge et gigantisk kollegie med bitte-små værelser og mulighed for at installere op til 277 studerende. Vi regnede med at det var lokalsamfundets sædvanlige tendens til at blæse et par høns op til elefanter, for det kunne jo ikke passe! Men det gjorde det. Det var ikke blot nogle tanker man havde gjort sig i By og Havn. Af aktindsigten kunne vi se, at man var kommet meget langt i processen, uden at vi som naboer var blevet hørt. By og Havn havde faktisk allerede solgt grunden til investorerne og nu regnede man med at det ville være en detalje at få dispensation for lokalplanen. På et beboermøde der blev holdt efter at grunden var solgt, sagde repræsentanter for By og Havn selv, at de regnede med at få dispensation til gennemførelse af projektet der blev præsenteret som ”ambitiøst” og ”nytænkende” Herefter blev naboerne til projektet aktive. En underskriftindsamling om ”Respekt for Lokalplanen” kom op på 300 underskrifter og bestyrelserne i de omkringliggende ejendomme gik sammen om en indsats for at klarlægge hvad der var op og ned. Vi blev mødt af et tilsvarende større spin-apparat der nu anklagede os for at være u-mangfoldige. Jeg vil i den forbindelse gerne benytte lejligheden til at aflive et par myter: 1) Som modstander af det fremlagt kollegiebyggeri på BF 1.24, er jeg også modstander af mangfoldighed. Forkert! Jeg ønsker mig langt, langt flere almennyttige boliger i Nordhavn og jeg mener også at der er plads til flere studerende. Jeg mener at et ægte mangfoldighedsskabende og bæredygtigt byggeri på BF 1.24, ville være en blanding af værdige almennyttige familieboliger, ungdomsboliger og sociallovsboliger. Det er muligvis ikke en lige så god business case, som at presse op til 277 studerende ind på alt for lidt plads – men det ville være det rigtige at gøre! 2) Som modstander af det fremlagte kollegieprojekt på BF 1.24, er jeg også modstander af studieboliger i Nordhavn. Forkert! Der findes rigtig mange byggefelter i Nordhavn. Der er således rig mulighed for indtænke et kollegiebyggeri på en egnet grund uden at bryde med planløsningerne. Hvis antallet af studieboliger i Århusgadekvarteret skal presses over de 100 som planløsningen for nuværende tillader, så bør man sikre en tilstrækkelig spredning. 277 studerende på en så lille grund som BF 1.24, med så små boliger og så lidt afstand til de omkringliggende boliger er dømt til at skabe konflikter. Storkollegiet er ikke mangfoldighedsskabende, men i stedet en ny ungdomskultur.