Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Lille Torv - lokalplan nr. 556 med kommuneplantillæg
Oprettet:
22. maj 2017
Svarnummer:
4
Indsendt af
Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Virksomhed / organisation
Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Postnr.
2700
By
Brønshøj
Høringssvar
Høringssvar Brønshøj-Husum Lokaludvalg - lokalplan Lille Torv
Byfortætning
Lokalplansforslaget med tilhørende kommuneplantillæg indeholder en ændring af kommuneplansrammen for Lille Torv fra B2 til B3. Det betyder, at der gives tilladelse til højere bebyggelsesprocent og højere bygninger i området, end hvad der er tilfældet i dag. Tilsvarende planer ligger for områder i umiddelbar nærhed. Lokaludvalget tager lokalplanens byfortætning til efterretning, da der ikke ligger boliger umiddelbart nord for Lille Torv, og da lokalplanen begrænser højden til 16 meter selvom B3 rammen muliggør bygninger op til 20 meters højde. Men lokaludvalget støtter ikke en generel byfortætning i vort område.
Butiksmiljøet
Lokalplanen lægger op til, at det eksisterende butiksmiljø bevares, hvilket Brønshøj-Husum lokaludvalget er meget tilfreds med, især da vi har fået det indtryk, at de eksisterende butikker kan flytte direkte fra deres gamle butikker til de nye uden væsentlig afbrydelse i deres omsætning.
For at butikkerne kan have et godt kundegrundlag, så butiksmiljøet fortsat vil være levedygtigt, er det vigtigt, at det tilstrækkelige antal parkeringspladser er til rådighed, samt at kommunen med fremtidige beslutninger sikrer, at området bliver godt betjent af cykelforbindelser, veje og offentlig transport.
Varieret beboersammensætning
Set i lyset af den høje andel af almene boliger i nærområdet er Brønshøj-Husum Lokaludvalg tilfreds med, at kommunen giver afkald på sin ret til at kræve, at en fjerdedel af boligerne skal være almennyttigt boligbyggeri. Et islæt af andre ejerformer vil bidrage til at styrke den sociale sammenhængkraft i Tingbjerg.
Med venlig hilsen
Erik Fisker Palle Lolk
Formand Formand Byudviklingsudvalget