Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Sundevedsgade-karreen - lokalplan nr. 554
Oprettet:
10. august 2016
Svarnummer:
251
Indsendt af
Johan Simony
Postnr.
1674
By
København V
Høringssvar
Jeg har via mit arbejde haft min daglige gang i det berørte område i en lang årrække. Og helt ærligt, så finder jeg den debat der har kørt omkring dette lokalplansforslag for lettere opkørt.
Tillad mig at komme med nogle betragtninger:
En stor del af de som har deltaget i debatten bor ikke i området og kommer her ikke til daglig. Det er mit indtryk, at det er ganske få personer der er med til at "puste til ilden".
Dermed ikke sagt, at der ikke er naboer der har en reel interesse. For selvfølgelig er det da træls for folk der er vant til at bo overfor lave bygninger, at der nu bygges i samme højde her som på resten af Vesterbro, men ærligt talt, hvad havde de forventet i en storby?
Bygningerne er mildt sagt i dårlig stand, og jeg tør slet ikke tænke på hvad det vil koste at renovere dem, hvis det overhovedet er muligt. I så fald ville det betyde huslejestigninger i et voldsomt niveau.
Flere har kommenteret, at der er tale om Storm.P.s fødehjem. Dette er ikke korrekt. Storm P. har ganske rigtigt boet på Enghavevej 10, men der er tale om en kort periode i hans liv (1888-1892) og det er ikke her han blev født.
Jeg har set på de billeder/tegninger der er blevet fremlagt om det planlagte byggeri - og jeg blev positivt overrasket, da jeg så det. Det ser rigtig pænt ud - og vil efter min bedste overbevisning løfte området. Det er et meget flottere byggeri end det byggeri overfor, som Brugsen ligger i.
Alt i alt vil jeg gerne udtrykke min klare støtte til projektet, som jeg håber at komme til at bo i, når det er færdigt.