Oprettet: 9. august 2016
Svarnummer:
103

Indsendt af

Sarah HW

Postnr.

1663

By

København V

Høringssvar

Mit hjerte bløder over sagen omkring nedrivningen af Slagtergrdene. Jeg er vokset op i København - på Vesterbro fra jeg var 15 år Jeg har uddannet og dannet mig i de her postnumre, og ikke mindst i Sundevedsgadekarreen. Jeg har set højt og lavt her, og nu viser jeg mit barn verden fra perspektivet på broen. Jeg flyttede hertil inden hele udrensningen og optimeringen af bl.a. Halmtorvet, som må siges at være landet et utroligt kønsløst sted. Selv nu, den del år efter, er der ikke meget sjæl eller liv at finde på de kanter. Jeg kan nævne tre nylige sager (indenfor de seneste 3 år) hvor folke-historiske steder, på højde med Sundevedskarreen (dog arealmæssigt mindre) er blevet ryddet af Københavns kommune for beboere og etablerede erhverv (nogle med erhvervsmæssig adresse der gennem flere generationer) for at gøre plads til charmeforladt nybyggeri. Byggeri der derudover alt for tit kun er til at betale for den yderst bemidlede del af borgerskabet. Ingen af de disse steder er kommet ud på den anden side med bare en brøkdel af den oprindelige sjæl i behold, og det gør ondt i historien at vide, at det for altid er tabt og fordrevet. Det her er Vesterbro. Det har altid været i hele pallettens farver, fra thai massage-damer, der som os andre også har skulle brødføde egne børn, til fordybbende forfattere og hårdtarbejdende håndværkere, men I er som kommune ved at drive det der gør bydelen, ud af bydelen. Vesterbro er på mange måder en landsby i byen. Her kender vi hinanden på kryds og tværs af gader, aldre og brancher. Her er det stadig trygt at sende børnene alene ned på skatebanen, for der er altid et velkendt smil og en anden forældrefavn hvis knæene skrabes for hårdt, men det er bestemt ikke det samme som for bare 10 år siden. Nu er det blevet de tilflyttende barnevognes bydel, og det klarer vi også. Vesterbro vokser med det. Byer er i konstant udvikling, og de kan klare meget, også uønsket udefrakommende påvirkning som uforsvarlige lokalplaner, men Vesterbro har skulle klare nok nu. Slagtergårdene er en truet type arkitektur. Det bør fredes, ikke fjernes. Giv os fred til at læge alle de rigelige sår der er opstået i kraft af det allestedsnærværende byggeri der allerede foregår. Udvid istedet byen, hvor dette ikke gør skade på vores historie, kulturarv og ægte liv og leben. Hold op med at fordrive mig, fra det jeg føler er min bydel, mit liv, mit hjem. Jeg, som mange andre med-vesterbroere, ved ikke hvor jeg skal drives hen.