Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ændring af skoledistrikter til skoleåret 2017/18
Oprettet:
23. juni 2016
Svarnummer:
129
Indsendt af
Anders Granum Aagaard og Christina Janus Petersen
Virksomhed / organisation
A/B V-Huset
Postnr.
2300
By
København S
Høringssvar
Høringssvar vedr. ændring af til Ørestad Skoles skoledistrikt (3)
På vegne af A/B V-huset protesterer vi imod, at Ørestad Skoles skoledistrikt ændres således, at en stor del af de børn, som bor tættest på Ørestad Skole, i stedet skal høre til Dyvekeskolen over to kilometer væk. I dag kan mange børn, også i de små klasser, selv gå hjem fra skole og KKFO. Det vil ikke være muligt med den planlagte ændring.
En bydel på vej
Det virker ikke sammenhængende, at børn som bor øst for Ørestads Boulevard, men i selve Ørestad City, fremover ikke skal høre til Ørestad Skole (især samtidig med, at H/F Våren mv., som ikke ligger i Ørestad, fortsat er en del af skoledistriktet.) Den planlagte opsplitning vil modvirke den bydelsdannelse som - efter mange år - nu endelig er på vej i Ørestad.
Elevgrundlaget
Den voldsomme reduktion i elevgrundlaget for Ørestad Skole, begrundes med at bydelens fortsatte udvikling igen vil medføre et voksende elevgrundlag. Imidlertid er det vanskeligt at se, hvor denne fremtidige vækst skulle foregå i det stærkt reducerede nye skoledistrikt, som stort set er udbygget. De planlagte byggerier er alt overvejende erhvervslokaler.
Langt mere usikker skolevej
Ifølge den skitserede problemstilling, er forslaget ”udarbejdet således, at de i videst muligt omfang tilgodeser principperne om sikre skoleveje” Det er svært at se hvorledes det hænger sammen med at børn, som bor i Porthuset, V-Huset, M-Huset og Bjerget på Ørestads Boulevard (hhv. 400m, 500m og 600m fra Ørestad Skole) som pt. har den sikrest mulige skolevej (med stisystem og uden at skulle krydse nogen veje) efter ændringen vil få 2,3 Km, bl.a. ad - og med kryds af - de stærkt trafikerede Vejlands Allé og Røde Mellemvej.
Sammenlagt finder vi det særdeles uheldigt hvis skoledistriktet ændres jvf. forslaget.
Overordnet plan
Sammenlagt må man se på de forudsætninger der ligger til grund for at bo og flytte til Ørestad City. Kvaliteten ved at bo i Ørestad ligger bl.a. i at der er et stærkt knudepunkt der hedder Ørestad Skole, som skaber sammenhængskraft og opbygger relationer mellem Ørestadsbeboere. Livskvaliteten vil falde væsentligt for børnefamilier som netop er blevet boende i Ørestad City pga. skoledistriktet. Forudsætningerne for at bo eller flytte til Ørestad City vil bliver væsentligt forringet for folk uden for Ørestads Skoles distrikt.
Vores kvarter er nyt og det er altafgørende, at der er samlende institutioner som skaber et fællesskab og samhørighed blandt borgerne. Denne deling af skoledistriktet vil skabe en urimelig splittelse af vores lokalsamfund, som alt i alt vil skabe et langt mindre attraktivt kvarter end det oprindeligt var tiltænkt.
Det er derfor aldeles påkrævet, at man finder en løsning der tilgodeser den del af Ørestad City, som der er planer om at udelukke med det nye skoledistrikt, men også Ørestad City som sin helhed.
Løsningen på problemet ligger i de tilstødende bygninger såsom Winghouse, med lokaler til leje, eller ombygning af dele af det eksisterende parkeringshus, som giver en naturlig forlængelse af skolen. Et evt. samarbejde med det statslige gymnasium kunne også være en løsning.
Med venlig hilsen
Bestyrelsesformand A/B V-Huset
Anders Granum Aagaard
Ørestads Boulevard 59B, 519
2300 København S
aga@vhuset.dk
Bestyrelsesmedlem A/B V-Huset
Christina Janus Petersen
Ørestads Boulevard 59C
2300 København S
cjp@vhuset.dk