Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Plantagen, Bygmestervej 2

Oprettet: 8. november 2015
Svarnummer:
20

Indsendt af

Bestyrelsesmedlem Villads Lærke

Virksomhed / organisation

Ejerforening Laugsgården

Postnr.

2400

By

København

Høringssvar

Dette svar sendes af bestyrelsen, på vegne af beboerne i Ejerforeningen Laugsgården. Til at starte med vil vi gerne sige, at vi synes, det er for dårligt, at ejerforeningen ikke er blevet direkte kontaktet i forbindelse med det planlagte projekt. En stor del af vores beboeres lejligheder vil blive berørt af byggeriet. Som udgangspunkt virker det som et spændende initiativ, som kan skabe liv og udvikle bydelen. Vi anser også bæredygtighed og selvforsyning som værende vigtige i dagens Danmark. Når det er sagt, så vil opførelsen af Plantagen medføre en del gener for vores beboere. 1. Udsyn og skyggeforhold Et drivhus oven på Tribeca og de tilstødende bygninger, som går op i næsten 16 meter over terræn, vil uden tvivl reducere lysindfaldet i lejlighederne. Derudover vil der være risiko for refleksioner fra alle glaspartierne. Udsigten fra lejlighederne vil således blive markant forringet. Selv fra fjerde sal vil man se direkte ind i kippet på drivhusene! Ved brug af kunstig belysning fra solnedgang til kl. 21 (hvad med efter kl. 21?) vil beboere blive yderligere generet. Selvom der benyttes gardiner, må det forventes, at der stadig slipper lys ud af drivhuset. Højden på drivhuset vil medføre, at der vil være indkig i en lang række lejligheder. Dette vil reducere privatlivet for alle de berørte beboere! En af årsagerne til, at mange flytter ind i området, er netop det åbne himmelrum over Tribeca. Plantagen vil stå i vejen for den blå udsigt for mange lejligheder. 2. Støjgener De ovennævnte gardiner må forventes at larme, når de kører op og ned... en voliere til høns må forventes at støje tæt på døgnet rundt... den øgede trafik i forbindelse med levering og afhentning af varer (?)... øget trafik i forbindelse med flere gæster... alle punkter, som vil medføre støjgener for beboerne i området. NXT Door har medført høj musik til sent ud på natten i weekenderne. Det kan derfor frygtes, at problemet forværres, når Tribeca/NXT Door udvider deres forretningsområde. Selve opførelsen af byggeriet vil i de ca. 2 år skabe gener for alle beboere. 3. Parkering og trafik Såfremt der forventes levering og afhentning af varer, vil det skabe øget trafik i området - det fremgår dog ikke entydigt af projektmaterialet, hvorvidt dette forventes eller ej. Derudover vil et øget antal besøgende til drivhuset optage de i forvejen få frie parkeringspladser, som er i området. Vi ønsker bestemt at bevare den rolige trafik på Skaffervej, som den er i dag. 4. Affaldshåndtering På trods af planen om at etablere et isoleret komposteringsanlæg, må det forventes at indebære en vis risiko for rotter. Håndtering af fiskeaffald er ikke beskrevet i projektmaterialet, men dette må ligeledes forventes at kunne indebære en vis risiko for rotter. 5. Bebyggelsesprocent Det virker afdeles forrykt, at der tillades en bebyggelsesprocent på 217 %, hvor der er tilladt 110 %. Hvad er formålet med bebyggelsesprocenter, hvis disse ikke overholdes og følges? 6. Fremtiden Projektet må anses som risikabelt, hvorfor det i yderste konsekvens kan medføre konkurs/lukning af Plantagen. Det vil se forfærdeligt ud,såfremt det skulle få lov til at stå og forfalde. Der bør indarbejdes en klausul, som forpligter vedligehold til en vis standard, såfremt der sker en fraflytning/lukning. Skulle ovenstående hænde, vil det yderligere være uhensigtsmæssigt for beboerne i Laugsgården, såfremt drivhusene blev indrettet til andre formål end de tiltænkte (fx hippe fest- og middagslokaler?) Vi anser umiddelbart, at ovenstående indebærer en risiko for, at livskvaliteten hos beboerne i området vil blive reduceret. Derudover risikerer det at medføre en forringelse af ejendomsværdierne. Ejerforeningen Laugsgården mener, at det åbne byrum bør bevares, og er således imod opførelse af Plantagen.