Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Strategi for bynatur i København

Oprettet: 28. august 2015
Svarnummer:
24

Indsendt af

Susanne Renée Grunkin, formand

Virksomhed / organisation

Danske Landskabsarkitekter

Postnr.

1401

By

København K

Høringssvar

DANSKE LANDSKABSARKITEKTER PÅSKØNNER STRATEGIEN FOR BYNATUR! Foreningen Danske Landskabsarkitekter påskønner Københavns Kommunes initiativ til en Strategi for Bynatur. Byudvikling handler om at ruste byen til fremtiden. Men ved hjælp af det grønne skal vi også styrke byens identitet, helhed og sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at behovet for opmærksomhed på byens naturarealer er stort, idet vi stadigt oplever et, på alle måder, stigende pres på Danmarks største byer. Det grønne har behov for al mulig hjælp til at stå imod det pres fra mange andre, ofte meget håndgribelige og målbare, men også mere kortsigtede, interesser som boligmangel, behov for infrastrukturudvidelser, nye kultur-og fritidstilbud og "byrumsaktivering". For balancens skyld skal og bør det grønne også udvikles og sikres i samme takt som resten af byens strukturer. Men når der er så mange interesser, der kæmper om den samme fysiske plads i byen, skal det stå klart for os, hvorledes det grønne skal kunne klare sig bedre i denne kamp, som følge af strategien. Hvordan vil vi se og opleve det? Og hvordan sørger vi for, at det kommer til at ske? IDENTITET Bynatur adskiller sig fra naturen udenfor byerne ved ofte at fremstå som fragmenter i en urban kontekst. På den måde er den på én gang i samspil med og kontrast til det byggede miljø. Det er bynaturens særlige præmis. I præmissen ligger derfor også et iboende pres fra omgivelserne, og det præger både oplevelsen og brugen af byens naturarealer. Ved i højere grad at se bynatur som en helhed har den potentiale til at udgøre et betydningsfuldt modtryk til det bebyggede. Det grønne skal kunne skabe identitet, helhed og sammenhæng i den store skala og det skal binde byen og bydelene sammen - også på tværs af grænser mellem kommunal og privat grund. Strategien vil yderligere blive styrket ved at inddrage ambitioner for, hvordan bynatur kan bidrage til netop at fremkalde "det særlige" ved København. Vi opfatter dette som svagheder i strategien: mangelen på identitets- og helhedstænkning, som vi mener, den også bør afspejle. Der er samtidig et stort behov for at gøre det overordnede mål og delmålene i "temaerne" lettere at forstå for de, der ikke finder %-resultater i brugerundersøgelser og relative talværdier særlig håndterbare og forståelige. HOLDNING Strategien for bynatur er en vigtig mulighed for at skabe fælles forståelse og fælles ambitioner for byens grønne infrastruktur, ligesom den er af stor betydning for udviklingen af byens identitet. Men ordet "identitet" er end ikke nævnt?? Hvad skal København være kendetegnet ved? Strategien bør blive formidlet mere håndgribeligt. Derfor er de anvendte udtryk som "attraktiv", "flere rekreative tilbud", og "mangfoldigt byliv" ikke konkrete nok. De rejser alt for hurtigt spørgsmålene hvad? og hvordan? Værdisætning af det grønne er en central problemstilling. Det fremstår ikke klart nok, hvorvidt de forskellige typer grønne områder er opfattet som havende samme værdi som bynatur - hvorvidt bynaturværdien af f.eks. en række nye vejtræer bliver sammenlignet med, eller er prioriteret i forhold til, en ubrugt byggegrund, der springer i skov. Det er ligeledes ikke klart nok, om det væsentlige er værdien for mennesker eller om der er tillagt et større biologisk perspektiv. Disse sondringer er ikke uvæsentlige, hvis bynatur skal kunne bruges som kvalitativt begreb til at beskrive og måle bylivet i København. Kunne man ikke kommunikere et tydeligere overordnet mål, som: "Borgere og besøgende vil opleve, at København har en stærk grøn identitet, som afspejler både æstetiske, kulturhistoriske, sociale og rekreative værdier, og som er biologisk mangfoldigt og klimatilpasset." Så ved vi mere præcist, hvilken identitet København stiler efter, og efter hvilke kriterier byen vil værdisætte det grønne. MÅL For de fire temaer: kommunale grønne områder, byudvikling, kommunale arealer samt ikke-kommunale arealer er der sat mål for bynaturen. Målene fremstår vage - angivet i procenter og brugertilfredshedsundersøgelser, det er ikke håndgribeligt for os andre. Vi kan ikke forstå eller forholde os til "tilfredshed" eller "flere besøgende". På samme måde som med det overordnede mål, bør der være formuleret klare delmålsætninger for hvert tema, der kan give et præcist indtryk af, hvad vi kan vente os. Det vil også fremstå tydeligere, hvis disse mål samtidig blev anvendt til at folde det overordnede formål ud. Det kunne være: - i kommunale grønne områder: "Vi vil opleve, at byens kirkegårde, parker og naturområder er blevet mere diverse, tilgængelige og indbydende. Deres varierede naturmiljøer, -udtryk og -oplevelser understøtter samvær og fællesskab og er gode levesteder for dyreliv. I hverdagen kan man opleve en større opmærksomhed overfor det grønne, idet borgerne får mere viden om den kulturhistorie og de naturoplevelser, de møder." - i byudviklingen: "Vi vil opleve, at byen udvikler sig mod en god balance mellem det groede og det byggede miljø. Bynatur er en naturlig del af hverdagen både i eksisterende og nye bydele, for i byens vækst er der også taget højde for nye grønne områder. De er både identitetsskabende orienteringspunkter og lokale samlingssteder." - på kommunale arealer: "Vi vil opleve, at Bynatur i højere binder grad byen sammen i en tydelig Grøn Infrastruktur. Byens offentlige torve, pladser og gader indgår i et samlet hierarki af varierede grønne opholds- og mødesteder med karaktergivende plantninger i sund vækst, der bidrager til at skabe rum og en indbydende atmosfære. Byen bliver kendetegnet ved, at der er investeret i innovative grønne løsninger i byrummene." - på ikke-kommunale arealer: "Vi vil opleve, at byen stiller større krav til private aktører som grundejere, boligforeninger og erhvervsliv om, at være medudviklere af den grønne hovedstad. Vi vil opleve øget mulighed for medindflydelse og mulighed for at bidrage aktivt til at indtænke grønne og bæredygtige løsninger." EFFEKT Strategien for bynatur er et nødvendigt redskab til at sikre bevarelsen og nyskabelsen af mere grønt i fremtiden. For at strategien skal være effektiv er det afgørende, at den bliver til et så konkret værktøj som muligt og at dens vision bliver fulgt op i kommunale planer og tilladelser. Her kunne implementeringen af eksempelvis biofaktor begrebet (SBI 1999) være en måde at skabe sammenlignelige målsætninger for nye byområder, og til at analysere kvaliteten af det grønne i de eksisterende på. Danske Landskabsarkitekter mener, at der er behov for en stærk og ambitiøs strategi, som samtidig er så præcis, at den kan omsættes til praksis hurtigst muligt. Med venlig hilsen Susanne Renée Grunkin Formand for Danske Landskabsarkitekter Arkitekternes Hus Strandgade 27A 1401 København K www.landskabsarkitekter.dk