Høringssvar vedrørende Tivolihjørnet - lokalplan nr. 525 med kommuneplantillæg nr. 48
Oprettet:
29. maj 2015
Svarnummer:
72
Indsendt af
Vibeke Handt
Postnr.
1307
By
Kbh
Høringssvar
Forslaget til ny bebyggelse -"Tivolihjørnet"- bør afvises.
Borgermødet den 20. maj skabte ikke mere klarhed over især de diffuse tegninger af byggeriet. "Forslag til lokalplan" såvel som gengivelser i pressen viser billeder af et bastant, ordinært glas/betonbyggeri som er set et hav af gange i vores del af verden de sidste 20-30 år. Det passer muligvis til Industriens Hus, er i hvert fald lige så totalt dominerende som dette. Men det mangler respekt for Tivoli-indgangen, som det kvæler fuldstændigt med sine tilsyneladende altfavnende, svulstige bølger. Ingen sjæl, ingen fortryllelse, ingen følelse af at nu bevæger vi os ind i eventyrland. Bare for meget glas alt for tæt på.
Det byggeri der i dag ligger omkring hovedindgangen er ikke kønt, så noget nyt er bestemt velkomment. Det der kendetegner det rodede byggeri i dag er dog at det ligger tilbagetrukket og at det er lavt - 2 faktorer der er af afgørende betydning for fremtidigt byggeri.
De amerikanske arkitekter bryster sig af respekt for Tivoli og vores by i det hele taget. Jeg ser ikke respekt nogen steder i dette forslag og beklager der ikke er danske arkitekter på banen, både med ideer til byggeriet og i øvrigt også på denne side.
Forslaget oser af big business - ikke af et ærligt ønske om nyskabelser til gavn for os alle.