Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 2. februar 2015
Svarnummer:
195

Indsendt af

Malene Götze

Virksomhed / organisation

95 forældre med børn i Præstekær fritidshjem, Brønshøj

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar fra 95 forældre med børn i Præstekær Fritidshjem, Brønshøj Sæt ikke den lokale opbakning til fritidshjem og Brønshøj skole over styr En afvikling af et så velfungerende og populært fritidshjem som Præstekær kan resultere i en dårligere hverdag for børnene, utryghed for forældrene og kan på sigt vise sig at være skadeligt for lokalsamfundet i Brønshøj. Forældrene til børn i Præstekær Fritidshjem håber hermed at indlede en konstruktiv dialog om fritidshjemmets fortsatte eksistens og et vedvarende stærkt lokalsamfund i Brønshøj. Lokalområdet omkring Brønshøj skole er igennem de senere år blevet mærkbart forbedret og Brønshøj skole er blevet et tilvalg frem for et fravalg for distriktsbørnene og deres forældre. I løbet af en fem-årig periode er Brønshøj skole gået fra at være en skole med et meget dårligt ry til at være en af de mest velfungerende og søgte folkeskoler i København. Udviklingen er vendt pga. en stærk ledelse, engagerede lærere samt stor opbakning fra forældrene i lokalområdet. Der er et brændende ønske om at sikre den lokale opbakning til vores folkeskole fremadrettet, da skole og fritidstilbud er bærende elementer i et velfungerende lokalsamfund. Men den stemning kan hurtigt vende igen, og en forhastet beslutning om centralisering af fritidshjemmene risikerer at sætte det stærke sammenhold, som der er vokset op omkring Præstekær Fritidshjem og Brønshøj skole på spil. Det er naturligt, at der med implementeringen af skolereformen og dermed færre børnetimer i fritidsinstitutionerne, skal ske en tilpasning af fritidshjemsstrukturen, som den er nu. Det forstår vi godt. Vi forældre har et stærkt ønske om også at sikre et velfungerende og trygt fritidshjemstilbud i fremtiden, præcis som vi har haft på Præstekær igennem flere år. Men ovenpå det oplæg, som forvaltningen har lagt frem, er vi stærkt bekymrede for, at den foreslåede struktur vil skabe utryghed, vil forringe den pædagogiske kvalitet og at beslutningen bliver hastet alt for hurtigt igennem samtidig med skolereform og skolebyggeri på Brønshøj skole. Helt konkret er det især inden for de følgende tre områder, vi er bekymrede for, at fritidstilbuddet til vores børn bliver forringet. Men vi har en række bud på, hvordan man kan imødekomme vores bekymringer og opnå et fremtidssikret fritidstilbud for alle børn på Brønshøj skole. 1) Pædagogikken Som forældre til børn på Præstekær fritidshjem oplever vi børn der stortrives, børn der elsker deres fritidshjem. Det er et mangfoldigt fritidshjem, hvilket bliver afspejlet i en hverdag med alsidige aktiviteter; så som musik, rollespil, madlavning på bålplads, boldspil, syværksted, café, trivselstiltag i grupper, fokus på det enkelte barn, plads til at være vild og plads til fordybelse og ro. Præstekær formår at sætte en ramme, hvor alle børn er værdige deltagere i mangfoldige fællesskaber. Og vi som forældre ser, at vores børn blomstrer og får mere selvværd. Alt dette kan kun lade sig gøre, fordi Præstekær har en medarbejdergruppe, der udover høj faglighed og stort engagement kender vores børn. De kender hver og én og kan se, hvis et barn har en skæv dag og brug for ekstra nærvær. De kender dem og ved, hvordan de sammensætter tilbud, så alle børnene får det, der passer til præcis dem; ro, fysisk aktivitet, kreativ udfoldelse eller fællesskaber. Det er det kendskab, den faglighed og det engagement, der giver det trygge og alment dannende miljø, som Præstekær tilbyder. Netop derfor er Præstekær det klart mest søgte fritidstilbud for børn på Brønshøj skole med ca. 80 % søgning som førsteprioritet på hver årgang. Og netop derfor er vi som forældre stærkt bekymrede for, om et nyt, samlet og stort fritidstilbud, som det forvaltningen lægger op til at haste igennem, kan sikre de samme kvaliteter. 2) Ledelse Vi oplever som forældre, at Præstekær Fritidshjem har en ledelse, som har en klar idé om, hvilken pædagogisk retning, der skal gælde på fritidshjemmet, og som giver medarbejderne plads til at udfolde deres faglighed. Den tilgang sikrer desuden en stor stabilitet i medarbejdergruppen, hvor der meget sjældent er sygemeldinger eller opsigelser. Hvis Præstekær nedlægges, og fritidstilbuddene samles på Brønshøj skole med skolelederen som leder, frygter vi, at den høje faglighed og stabilitet i medarbejdergruppen forsvinder. Vi kan se, at den nye struktur skaber stor usikkerhed blandt medarbejderne, og vi kan frygte, at flere af dem ikke vil flytte med under en ny ledelse. Det vil være et kæmpe tab. Skal fritidstilbuddene samles i ét stort tilbud på Brønshøj skole, må og skal ledelsen fra Præstekær flyttes med og være øverste ledelse for det nye tilbud. Det mener vi er den eneste måde, hvorpå man kan sikre et minimum af kontinuitet, tryghed og struktur i en ellers uoverskuelig og potentiel utryg ny institution. Med et 1:1 lederskab mellem skoleledelsen og den pædagogfaglige ledelse fra Præstekær, kan man sørge for, at fagligheden bliver høj i begge tilbud – både i skoledagen og i fritidstilbuddet. Et samarbejde, som der allerede i dag fungerer rigtig godt og som også i fremtiden vil kunne understøtte tankegangen om en hverdag for barnet med sammenhæng mellem undervisning og pædagogik. 3) Fysiske rammer og tidshorisont De fysiske rammer og tidsplanen for en evt. sammenlægning er under al kritik. Brønshøj skole er både lige nu og et par år frem i tiden et bombekrater af en byggeplads – og planerne for flytningen virker meget urealistiske og uigennemtænkte. Som det er lige nu, kan ikke engang skolebørnene holde almindeligt udendørs frikvarter og vores børn oplever en rodet og stresset hverdag, hvor det at komme ned på fritidshjemmet er deres helle. Den gamle skole, som også nævnes som potentiel ramme for et samlet fritidstilbud, har brug for en grundig opgradering og udvidelse, hvis den også skal rumme fritidstilbud oveni de 0. og 1. klasser, der i dag er der i dagtimerne. På længere sigt – om 2-3 år, når Brønshøj skole er fuldt udbygget, vil der godt kunne etableres et fritidshjem f.eks. på gamle skole, som da vil kunne dedikeres til kun dette formål. Men indtil da vil en samling på Brønshøj skole resultere i kaos-lignende fysiske rammer. Bestemt ikke et forhold, der gør en sammenlægning mere tryg og givende for børnene. De tre hovedpunkter taget i betragtning kunne det godt virke som om, en sammenlægning af fritidstilbuddene mest sker for forvaltningens skyld – den sker i hvert fald ikke for de børns skyld, for hvem de første år i skole og fritidstilbud har enorm betydning for deres videre skolegang, læring og udvikling. Det kan vi som forældre ikke tolerere, og vi appellerer på det kraftigste til, at forvaltning og politikere tænker sig grundigt om og tager alle lokale forbehold i betragtning – både pædagogiske, de ledelsesmæssige og de tidsmæssige, inden man tager en endelig beslutning. Vi håber hermed at kunne indlede en konstruktiv dialog om Præstekær Fritidshjems fortsatte eksistens. Venligst 95 forældre til børn i Præstekær Fritidshjem (underskrifter vedlagt). FILEN MED UNDERSKRIFTER ER BLEVET FJERNET PGA. PERSONDATA I FILEN.