Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. januar 2015
Svarnummer:
117

Indsendt af

Thomas Lehmann

Virksomhed / organisation

Privatperson

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Først og fremmest, tak til KK for at der gives plads til tanker og kommentarer på dette site. Vores ældste barn går i 0. klasse på Holbergskolen og på Drivhuset på Emdrupvej. Om godt et år kan vores mindste barn forhåbentlig følge sin storesøster. Drivhuset er en absolut velfungerende institution og en tryg base for børnene. Personalet er engagerede og allestedsnærværende. De kender børnene indgående og ungerne er fuldt ud trygge ved de ”voksne”. Når begge forældre, som vi, arbejder på fuld tid udgør skole og fritidsinstitution en stor del af vores barns hverdag. Så er det dejligt at der tages hånd om børnene og at der, hvis behovet viser sig, altid er tid til snak og råd fra personalet. Nu ønsker man så at flå disse velfungerende miljøer fra hinanden og erstatte dem med ”superinstitutioner”. Antallet af børn i disse enheder er i sig selv ganske skræmmende og den nærhed vi kender i dag er i bedste fald stærkt truet. Man skal vel være økonomisk trængt politiker for at kunne argumentere positivt for denne løsning. Jeg er i hvert fald dybt bekymret for vores børns fortsatte trivsel hvis dette bliver virkelighed. Den omsiggribende skolereform sidste år har bekymret os en del. Nu er den iværksat men det er vel for tidligt at drage konklusioner. Mange praktiske problemer omkring implementeringen af reformen henstår fortsat uløst. Det er ironisk nok skolereformen der afstedkommer det økonomiske pres på fritidstilbuddene men tidspunktet kunne vel næppe være mindre velvalgt. Så kære politikere: Få skolereformen indkørt, evalueret og ændret/justeret. Lad fritidstilbuddene være, de fungerer godt. Tænk på at det er jeres vælgeres børn, vores kæreste eje, der står for skud :-) Med Venlig Hilsen Thomas Lehmann Læs i øvrigt Politiken: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2524317/leder-paa-fritidshjem-intet-viser-at-store-institutioner-gavner-boernene/