Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
26. januar 2015
Svarnummer:
102
Indsendt af
Mikkel Hald
Virksomhed / organisation
Fritidshjemmet Storegårdsvej
Postnr.
2700
By
Brønshøj
Høringssvar
Det er med stor skuffelse og forundring, at læse forvaltningens udkast til Fremtidens Fritidstilbud. Efter at have læst og nærlæst gentagne gange, har jeg umådeligt svært ved at få øje på det fokus på børnene, som forvaltningen ellers lade pryde deres website.
Jeg arbejder på et af de fritidshjem, som står til en mulig lukning, og hvor børnene skal flyttes over til Korsager skole KKFO. Det betyder i følge udsendte forslag, at det kan være et muligt scenarie med 450 børn i een institution. Her er det at forundringen sætter ind: hvis det bærende argument er økonomi; hvor er regnestykket for lokaleudvidelse/udearealudvidelse? Jeg har hørt forskellige tal udmeldt fra Else Sommer og hørt svimlende beløb (tallet 1 mia. blev nævnt) og samtidigt lade mig fortælle af kyndige at dette langt fra er nok, men at det nærmere vil koste det dobbelte.
Jeg er ikke mere naiv end at jeg godt kan se der står besparelser i vente og riget fattes penge. Det er i min optik et spørgsmål om prioritering. Rettes blikket mod de fremtidige udfordringer - og her kan sagtens indberegnes børn der står som tabere i sammenlægningens hellige navn - er der fra min bakketop god økonomi i at lade mindre fritlæggende fritidshjem gøre det vi er gode til: give børn der har brug for at ligge skolerammerne fra sig (et behov der ikke er blevet mindre efter folkeskolereformen har stjålet mere af børnenes fritid) mulighed for fysisk og psykisk at skifte miljø. At komme på et fritidshjem der ikke har en klokke der ringer ind, men hvor det enkelte barn bliver mødt af voksne der kender barnet og dets familie, som kan tilbyde fantastiske fysiske rammer der er TILEGNET OG DESIGNET et fritidsliv hvor nærvær og omsorg er i høj kurs. Og ikke mindst hvor lederen er synlig for alle børn, forældre og personaler og dermed er tæt på de enkelte situationer der kunne påkræve lederhandling.
Jeg har meget store betænkeligheder ved at proppe børnene ind i kæmpeinstitutioner. Det er meget muligt, at der ville foregå en form for inddeling i mindre enheder, men rammerne ville stadig være skole og mon ikke lederen ville være langt fra både personale, børn og forældre? Mon ikke det ville være en meget nærtliggende tanke, at gøre brug af voksne på stue 1 hvis en voksen på stue 2 er syg og altså på den måde skal forholde sig til mange flere børn og samtidig udføre sit pædagogiske arbejde uden at gå på kompromis med sin integritet? Kan der være et scenarie hvor morgenåbningen er lig med 2 voksne til potientielt 450 børn? Vil gangene indgå i kvadratmeterne som børnerum? Muligvis vil nogle børn kunne skøjte lige igennem en sådan sammenlægning, men de der ikke kan er i den grad tabere i spillet og det rimer ikke på det rigtige fokus fra forvaltningshånd.
Der er derudover nogle klare grunde til at personaler har valgt at søge arbejde på fritlæggende fritidshjem og det er derfor ikke rimligt at tænke en naturlig overgang af pædagogisk personaler fra disse til kæmpeinstitution på skolen i KKFO-regi.
Jeg håber, at forvaltningen og ikke mindst politikerne lytter til de mange røster, der stiller spørgsmålstegn ved de foreløbige udkast og tager børnene med i deres overvejelser.
Til sidst en opfordring til alle lokalpolitikere: Tag på besøg på både fritidshjem og KKFO'er og tal med det pædagogiske personale og med forældregrupper. Det er ikke for sent at redde de fritlæggende fritidshjem, og hvorfor ikke bruge pengene på en fornuftig fritidspædagogik, der tilbyder både KKFO og fritidshjem?
Med venlig hilsen
Mikkel Hald