Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Jeg skriver på baggrund af ni års praksis som pædagogmedhjælper på et fritidshjem og seks ugers praktik på KKFO. Jeg skriver også idet jeg er oprørt på børnenes, forældrenes, kollegernes og egne vegne, over de nuværende udsigter til massive lukninger af de små fritidshjem. Min bekymring går på alle involverede brugeres vegne i al sin enkelhed ud på, at der er ved at blive frataget det pædagogiske arbejde en meget vigtig præmis, nemlig relationsarbejdet. Jeg har haft praksis på et fritidshjem med 50 børn. Et sted, der af alle involverede brugere omtales som hhv "verdens bedste frit" og "et smørhul". Dette på trods af et generelt nedslidt indtryk, og grundplan og faciliteter der ikke er de mest moderne og hensigtsmæssige. Relationerne fylder rigtig meget i vores arbejde, som starter ved afhentning ovre på skolen. Dette skift er iøvrigt SÅ vigtigt og givende for børnene, at det fremstår nærmest overgrebsagtigt at fratage dem muligheden for skift af arena. På gåturen til fritidshjemmet, sker der altid en hel masse. Børnene imellem aftales lege, reflekteres over skoledagen og der hygges i gå-rutinen. For os voksne er det en lejlighed til at være tæt på et udvalgt barn. At gå i hånd og snakke, og være nysgerrig og undrende. Vel ovre på fritidshjemmet breder dagen sig ud med aktiviteter eller fri leg i en lille , genkendelig og overskuelig ramme, hvor alle kender alle. Stort set ved alle også hvem der er hvor, og hvad de laver. Ikke som overvågning, men som en puls i huset hvor alle brugerne er den samme organisme. Denne organismes puls kobler forældre og bedsteforældre sig også på ved aflevering og afhentning. Det giver sammenhængskraft i det ufatteligt komplicerede arbejde som et barns trivsel vitterligt er. Der udveksles informationer om dette og hint, og nogle gange endda ikke af faglig art, men mere som en service udfra tanken om; At jo mere vi kender hinanden, jo bedre kan vi samarbejde om trivslen . Min første praktikperiode som meritpædagogstuderende brugte jeg på en KKFO med 400+ børn, fordelt på adskillelige etager. I tråd med intentionerne i den nye folkeskolereform, er der udvidet samarbejde professionerne lærere og pædagoger imellem. Det vil sige at børnene oplever, en tilknyttet primærpædagog i undervisningstiden, pædagogisk assistance i den understøttende undervisning og en overlevering ved skolegangens afslutning, hvor dagens aktiviteter gennemgås for børnene. Herefter starter børnenes fritid . For mig at se, tilbyder vi ikke børnene ordentlige muligheder for at have ægte fri tid eller et ordentligt skift af arena. Alt det værdifulde som jeg kender fra fritidshjemmet forsvinder i en KKFO . Jeg vil ikke undsige mine kolleger i praktikken, for på trods af forvirring over ny reform, overnormering og sygdomme, kløede alle på efter bedste evne. Men jeg nævner tabet af det værdifulde, netop fordi jeg har set hvor godt og rigtigt det kan være. Jeg ville gerne have været sparet for observationer i praktikken af ulykkelige børn, der ikke kunne finde bedstevennen eller yndlingsvoksne. VIlle også gerne have været foruden børn, der ikke kunne finde aktiviteterne, sandsynligvis fordi de ikke hørte efter ved overleveringen, eller en uannonceret aflysning kom i vejen. Allerhelst ville jeg være foruden konceptet om at skulle have fri tid på sin arbejdsplads. Jeg ville ikke selv bryde mig om at arbejde i seks-syv timer, for så ved arbejdsdagens afslutning, at skulle slappe af i helt samme omgivelser. De voksne sagde til mig, at det kunne børnene sagtens finde ud af. Så forstår jeg bare ikke at der var gnidninger,imellem skolens logikker og KKFOens. Eller sagt på en anden måde, fordi rammerne er konstante og ens flyder skole og fritidslivet sammen, og det bliver aldrig til ægte afslapning, et ægte skift Med ovenstående i mente, ønsker og håber jeg inderligt, at tankerne om super-institutioner henlægges. Jeg ved godt at der er noget kasse-tænkning i det, al den stund at politikere altid skal svinge sparekniven. Og ja, fritidshjem er dyrere da der er bedre normeringer og et andet lovgivningsmæssigt grundlag end skolene. Det er bare ikke et rigtigt godt argument når nu vi er i et felt med bløde værdier, der kan være svære at måle på . AFslutningsvist vil jeg tillade mig at bringe et af mine favorit-udtryk på banen, som har vist sig brugbart for mange valg i mit liv: "Længe efter glæden over en besparelse er forsvundet, varer ærgelsen over en dårlig kvalitet"