Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Visionen - En havn af muligheder

Oprettet: 24. oktober 2013
Svarnummer:
36

Indsendt af

Center for Trafik/Driftplan

Postnr.

2300

By

København S.

Høringssvar

Center for Trafik/Driftplan, som er en del af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, har med glæde og interesse læst om de mange visioner for den fremtidige udvikling af Københavns Havn. Vi arbejder blandt meget andet med drifts- og vedligeholdelsesplanlægning i forhold til byens broer, veje, cykelstier og fortove/pladser. Set med vores øjne må det visionære oplæg til udvikling af havnen derfor gerne komme godt og grundigt rundt om både fordele og ulemper ved de mange foreslåede tiltag, ligesom udviklingsplanen – hvor det er muligt – gerne må beskrive konkrete løsningsmuligheder for i hvert fald de væsentligste udfordringer. Der synes bl.a. at være en mulig indbygget konflikt mellem visionen om at skabe flere bådpladser til fritidssejlere og gæstesejlere og ønsket om at skabe flere muligheder for, at gående og cyklende kan krydse vandet på langs og tværs af havnen, da en lukket bro kan være en barriere for de sejlende – og en åben bro er en barriere for gående og cyklende. Center for Trafik vil derfor gerne melde ind med følgende opmærksomhedspunkter: 1. Husk at etablere offentlige toiletter hvor de nye aktiviteter skal opstå. 2. Mere fritidssejlads kan medføre flere broåbninger. Ønsker vi det? Det koster flere penge, og sinker landtrafikken. Alternativet er muligvis at gå efter at etablere bådpladser for større både og sejlbåde i yderhavnen før broerne. Ønsker vi det? Det koster tab af ”maritimt” liv i inderhavn og kanaler. 3. I forbindelse med arbejdet omkring udvikling af Københavns havn er det vigtigt at være opmærksom på, at Københavns Kommune i perioden 2013-22 gennemfører et stort genopretningsprogram kaldet ”Et løft til vejene”. Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på, at mere liv og trafik i, ved og til havnen kan ændre betydeligt på de forhold, der styrer den fortsatte planlægning og gennemførelse af denne genopretning. Udviklingen af havnen bør derfor nøje koordineres med genopretningsprogrammet, hvor dette er relevant.