Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503
Oprettet:
25. september 2013
Svarnummer:
180
Indsendt af
Maria Shatokhina
Postnr.
2300
By
København S
Høringssvar
Kære politikere i Københavns Kommune
Man behøver vel efterhånden ikke at liste alt det op som er galt med det nye lokalplanforslag for Lergravsvej. Eller gør man?? Hvor mange gange skal I mon have det at vide for at det nytter noget? Det er komplet uforståeligt, at I vælger at godtage en lokalplan på bekostning af stort set alle beboere her i området. Er det det, man kalder ’demokrati’ nu om dage…?
Nok om det.
Sammen med hundredvis af andre naboer til pågældende grund, kunne jeg ikke være mere uenig i den nye lokalplan - det er en ommer. Eller rettere sagt - der behøver faktisk ikke investeres flere dyre arkitekt-timer i ”forskønnelsen” af vores i forvejen skønne område, for al arbejdet er jo lavet i lokalplan 346!
Jeg tilslutter mig først og fremmest indlægget fra Nina Kirkegaard Schou, Grundejerforeningen Øresund Have af 24.09.13.
Desuden vil jeg pointere nogle særligt foruroligende forhold, som jeg venligst beder jer om at revurdere - i fornuftens navn:
- at lave en gennemkørselsvej via en privat parkering, vi, som beboere i Øresund Have E/F har betalt for ved køb af vores lejlighed OG i øvrigt lave den 10m fra en sandkasse, hvor der hver dag flokkes små børn
- at bygge et 7 etagers byggeri klods op ad et 4 etagers byggeri (repræsentanter fra Skanska prøvede godt nok at berolige os til borgermødet med, at der er jo ”lige så langt mellem vores to blokke i Øresunds Have, som der ville være til det nye byggeri”. Klart klart. Problemet er bare, at vores blokke er begge på 4 etager og ikke på 7. Desuden er de i forvejen bygget så tæt på hinanden som følge af en dispensation… Vil I være søde ikke at lave vores lyse gård om til et sort hul det meste af året.)
- klaustrofobisk tæt bebyggelse som den nye lokalplan lægger op til
- en forøgelse af bebyggelsesprocenten fra 90 til 140
- enhver forringelse af vækst vilkår for de eksisterende, sunde og raske træer, som står i skellet mellem Øresund Have og Skanskas grund
- opførelse af p-hus, som ligger 300m fra Øresund Have og som jeg derfor vil vove at påstå ingen af mine naboer eller mig selv er interesseret i at bruge
Vær søde ikke at ødelægge et grønt og børnevenligt område - sammen med livskvaliteten for de beboere som har boet her i mange år.
Jeg håber, at vi rent faktisk BLIVER hørt i den her sag.
Med venlige hilsener
Maria Shatokhina
E/F Øresunds Have