Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Godthåbsvej - lokalplan nr. 502
Oprettet:
21. august 2013
Svarnummer:
2
Indsendt af
Marianne og Leif Kristensen
Postnr.
2720
By
Vanløse
Høringssvar
Vi var i går til borgermøde/høring vedr. lokalplansforslag for området Godthåbsvej/Frederiksgårds alle.
Der er rigeligt med supermarkeder i kvarteret - 3 af slagsen på en strækning af ca. 400 m. Et supermarked mere vil skabe trafikale, støjmæssige og vejbelægningsmæssige problemer for både Godthåbsvej, Frederiksgårds allè, Himmerlandsvej og Vendsysselvej. I forvejen ser vi Vendsysselvejs fortove og vejbelægning ødelagt af lastbiler til Irma på Godthåbsvej. Desuden hjørnet Vendsysselvej/Himmerlandsvej, når lastbilerne skal op og vende. Disse ødelæggelser skal grundejerne betale for.
Kvarteret er et velfungerende kvarter hvad angår små butikker, hvilket giver et godt miljø. De fleste har eksisteret i mange år. Hvis planen gennemføres, mister kvarteret flere af disse små butikker.
Et argument for endnu et supermarked er, at der vil blive større konkurrence supermarkederne imellem. Vi ved jo alle, at supermarkedernes priser er bestemt centralt i den enkelte supermarkedskæde/sammenslutning, så at der åbnes et supermarked i et kvarter, ændrer intet på konkurrencen i det pågældende område.
Ungdomsboliger er der i høj grad brug for, og vi kan forstå, at et nyt supermarked er nødvendigt for delvist at kunne finansiere ungdomsboligerne.
Der er flere områder i Københavns kommune, som ikke har et supermarked i nærområdet. Vores forslag er, at Borgerrepræsentationen endnu en gang ser på mulighederne for både at tilgodese områder med et supermarked og samtidig etablerer ungdomsboliger.