Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2013-14

Oprettet: 29. juni 2012
Svarnummer:
68

Indsendt af

Morten Lindow

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Sydhavnens skoler er i en farlig ond spiral Sydhavnens to gamle skoler (Ellebjerg skole og Bavnehøj skole) er rekrutteringsmæssigt fanget i ond spiral. Store dele af de resourcestærke forældre vælger skolerne fra. Ikke på grund af skolernes pædagogik, fysiske rammer eller lærerteam. Hovedårsagen er demografien. Vi (og det er mig selv inklusive) føler ikke at vores børn passer ind. Sagt rent ud, så er der for få børn af højtuddannede på skolerne. Også langt færre end bydelens socioøkonomiske sammensætning. Dynamikken er at skolerne vælges fra fordi andre vælger dem fra. Det er en ond spiral. Man kan (med rette) mene at det er usolidarisk. Ikke desto mindre er det et faktum, der er dybt skadeligt for bydelens sammenhængskraft og ideen om folkets skole. Hvad kan der gøres? Renovering, brug-folkeskolen-kampagner og profilskoler (specielt hvis man havde valgt profiler, der gik målrettet efter det segment der vælger skolerne fra) er meget godt. Men det er ikke nok. Det er glasur på den bagvedliggende socioøkonomiske problemstilling: Vi vælger skolerne fra fordi dem der ligner os også vælger den fra. Jeg tror at radikale skoledistriktsændringer kan være den strukturelle løftestang der skal til for at genskabe folkets skole i sydhavnen. De nye kvarterer og de resursestærke beboere på den nye sydhavn på Tegl- og Sluseholmen repræsenterer en unik mulighed for at få give Sydhavnen et tiltrængt socialt løft til gavn for børnene. Vi kan skabe et fysisk og ikke mindst mental følelse af samhørighed på tværs af Sydhavnsgade, mellem det gamle og det nye Sydhavn. Det der skal til er en radikal og blanding af skoledistrikterne mellem de to gamle skoler og den kommende nye skole på Teglholmen. En løsning kunne være en nyombrydning af skoledistrikterne med henblik på social balance, dvs at dele af Teglholmen/Sluseholmen lægges i Ellebjerg/Bavnhøjs skoledistrikt og dele af den gamle sydhavn eventuelt lægges til den nye skoles distrikt (se vedlagte socioøkonomiske kort over skoledistrikterne i SV). En anden løsning kunne være at lave et stort fælles distrikt, så fx den nye skole blev overbygningsskole for hele Sydhavnen Standardargumentet mod disse forslag er at det vil give længere skolevej for nogle børn. I øjeblikket lever en stor del af børnene i Ellebjergs distrikt fint med en lang skolevej til privat skoler som fx Byens Skole. Dette illustrerer på bedste vis at specielt for de resursestærke som udgør hovedproblemet er skolevejen ikke noget der står i vejen for skolevalget.