Jeg synes det er dejligt, at man er begyndt en seriøs debat om, hvordan vi laver et lovligt, reguleret marked for cannabis. Der er rigtig mange gode betragtninger i høringsnotatet, og jeg ønsker mest mulig held med projektet. Der er dog nogle led i kæden, som jeg føler er svage, og det kan nemt blive disse svage led, der ender med at sabotere forehavendet. Det ville være en skam, hvis disse væltede forslaget.
Der tales meget om at sende de rigtige signaler. Her må man gøre op med sig selv, om man vitterligt mener at hash ligger på linje med alkohol eller ikke. Videnskaben synes enig i, at der ikke er noget særligt specielt ved hash. Altså set over en bred kam. Når jeg alligevel nævner det, er det fordi høringsnotatet til en vis grad bærer præg af, at man på den ene side peger på den videnskabelige kendsgerning, at hash ligger på linje med alkohol - eller måske endda samlet er mindre farligt end alkohol. Det er en kendsgerning, der entydigt peger i retning af at ophæve diskriminationen mod hash og behandle både stoffet og dens brugere på lige fod med alle andre. På den anden side bruger man forholdsvis lang tid på at diskutere en lang række løsningsmodeller, der er alt andet end velkendte, almindelige og afprøvede.
Dette vil indbyde til styringsmæssige problemer i fremtiden, fordi man opbygger helt nye institutioner på præmisser man ingen erfaring har med. På længere sigt kan det give et billede af, at lovlige markeder er til mere besvær end gavn. Derfor er min anbefaling helt klart at man overvejer en udramatisk regulering af markedet, men ellers lader det foregå på lige vilkår som med andre lignede nydelsesmidler som alkohol og tobak. Der er ingen gode grunde til at gøre det mere kompliceret.
Hvad angår særligt problematiske emner i høringsnotatet vil jeg i særdeleshed påpege spørgsmålet om hashen skal indtages på salgsstedet eller ikke. Under dette spørgsmål er også et andet forhold, nemlig at der kan ske en omdirigering af lovligt solgt hash til eksempelvis yngre brugere, som ikke normalt har ret til at købe hashen på salgsstedet. Som ved alkohol ved vi jo godt, at ældre kammerater til tider køber øl til deres yngre venner. Det vil også ske ved hash.
Hvordan løses dette dilemma? Jeg mener vi bør appellere til målsætningen i høringsnotatet. Målet er at mindske skaderne fra både forbruget af hashen samt de skader, som forbudspolitikken er årsag til. Og så bør vi huske på, at selv om omdirigering af hash måske nok nominelt er et problem, så har man i dag et endnu større problem i at enhver kan tage ud på Christiania og købe al den hash de måtte have lyst til uden nogen restriktioner.
Der er altid et spøgelse i lokalet under sådan en diskussion. Det er spøgelset, der hvisker drømmen om "det rusmiddelfrie samfund" i øret på os alle. Her ender man nemt i det man har kaldt "nirvana fejlslutningen" - det at man sammenligner en ny politik med et urealistisk paradis i stedet for det realistiske alternativ.
Det politiske værktøj "lovlige, regulerede markeder" bør ikke sammenlignes med en urealistisk fremtidsvision om en rusmiddelfri verden. Et lovligt, reguleret marked bør i stedet sammenlignes med det realistiske alternativ: forbudspolitikken.
Ved alkohol ved vi udmærket at der bliver divergeret rusmidler fra de ældre til de yngre. Samtidig hører vi ikke meget om dette problem, for omfanget er ikke stort og ikke omgærdet af den type kriminalitet hashmarkedet er mål for. Så om noget lignende skete ved at lovligt hashmarked er der ingen grund til at tro, at det ville være værre end ved alkohol.
Selv når vi leger med tanken om den "værst tænkelige situation" ser regnestykket godt ud. Antag den hypotetiske situation, hvor der blev divergeret hele den nuværende volumen af hash, som forbruges af unge mennesker under den lovlige aldersgrænse. Her står det klart, at denne situation med uændret adgang til hash er at foretrække, for de unge ville få hashen af venner og bekendte og ikke komme i kontakt med det kriminelle miljø og deres hash ville være fri for uautoriserede tilsætningsstoffer, lovligt og beskattet. Samtidig ville disse brugere ikke finansiere organiseret kriminalitet. Altså selv med en 100% forsyning til de unge, som ikke burde ryge hash, er situationen bedre end før!
I praksis vil forsyningen til de yngste blive mindre. Erfaringerne fra alkohol viste at debutalderen faktisk steg efter at man hævede aldersgrænsen fra 15 til 16 år. Endelig er der det sorte markeds vilkår. Når et lovligt salg (og køb for flertallet) bliver muligt i coffee shops er disse lovlydige kunder taget ud af de kriminelles forretninger.
Det baserer jeg på de nære kontakter i hashmiljøet og den almindelige sandhed, at folk faktisk rigtig, rigtig gerne vil følge loven. Flertallet ønsker at købe lovligt hash, eller dyrke det selv, og det er kun nødtvungent at den almindelige bruger begiver sig ud blandt kriminelle for at få leveret deres ønskede rusmiddel.
Markedet for hash, ja et hvilket som helst marked, kræver en vis volumen af købere for at være effektivt. Markedet for rusmidler er velkendt for at centrere sig omkring de urbane centre i et land, og alene det at et land er mindre urbaniseret leder til mindre forbrug af ulovlige rusmidler. Der er eksempelvis heller ikke mange avancerede gourmet og vinhandlere ude på bøhlandet.
Hvis kriminelle bander kun har den begrænsede kundemasse af brugere under 16 eller 18 - alt efter aldersgrænsens fastsættelse - så vil de ganske enkelt ikke kunne operere så billigt og effektivt som i dag. I dag er den kriminelle forretningssektor vant til at de kan begynde at sælge til alle fra ca. 12-14 år og opefter, og de kan lukrere på dem indtil de typisk kommer op i 30'erne og glider ud af det mere eksperimenterende rusmarked. Salget er ikke voldsomt til de helt unge selv i dag, og for de fleste tager det mest fart fra de 16 år og frem og topper omkring gymnasie- og universitetstiden.
Det er kendt at især unge har en høj priselasticitet. Altså reagerer de mest af alle i samfundet på udsving i prisen. Dermed vil øgede driftsomkostninger på markedet for de kriminelle højst sandsynligt lede til prisstigninger, og dermed mindre brug blandt de helt unge, som ellers skulle serviceres delvist af disse kriminelle.
Mit kendskab til hashrygere i alle samfundslag er høj. Det meste hash bliver ikke røget i hashklubber eller på gaden. Det kan virke sådan, når man kigger ud rundt i landskabet, men det er et optisk bedrag. Normen er helt almindelige mennesker, der inden for hjemmets fire vægge ryger en joint om aftenen for at slappe af, eller også bruges det til fester og festivaler. Det ville være en meget stor misforståelse af forbrugerne, hvis man tror at man kan indhegne disse brugere i små, kontrollerede reservater ved navn "coffee shops". Man må blot spørge sig selv, hvordan man selv ville forholde sig til at skulle indtage sin øl, vin og whisky på et trøstesløst indrettet reservat, der er bestyret af staten? Nej vel, vi vil drikke vinen til maden, øllen sammen med vennerne og til noget bold i fjernsynet.
Faren er igen at man konstruerer nyskabende, specielle løsninger til noget, som I allerede har fastslået ikke er specielt. Der er brug for steder, hvor man lovligt kan købe hash, da det er en bedre politik end den nuværende forbudspolitik. Målet bør ikke være en sær slags "fixerum for hash", hvor en oppressiv stat endnu engang får mulighed for at vise sig frem.
Det er meningsløst at lave sådanne cafeer, hvis køberne ikke kan bringe en vis mængde af stoffet med sig hjem. Dermed også sagt at det er et meningsløst tiltag, hvis forslaget ikke også følges af en ændring af straffeloven for personlig besiddelse i alle afskygninger, herunder også dyrkning af egen cannabis, der ligeledes bør lovliggøres eller afkriminaliseres. Som minimum må man afkriminalisere besiddelser under en vis størrelse.
Underlagt urealistiske restriktioner vil løsningen skyde forbi målgruppen og skabe en utålelig situation, der - som I jo ganske korrekt påpeger - vil lede til et øget sort marked.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg gerne så at lovlige, regulerede markeder erstattede det sorte marked, som i dag har givet os bandekrigen, usmagelig rekruttering af unge til banderne, mord og skyderier - samt alvorligt forringet behandlingssektorens muligheder for at møde brugerne i øjenhøjde. For ikke at nævne de omfattende ødelæggelser, som hashklubberne har lavet i kældrene under de ejendomme, hvor disse ulovlige forretninger findes.
Målet med at få coffee shops til Danmark er beundringsværdigt, og der er sådan et stort potentiale i at lave nogle ubemærkelsesværdige, lovlige markeder, der endelig kommer under kontrol.
Min opfordring er blot, at man ikke laver en spektakulær og særegen løsning, der dybest set signalerer at hash er utroligt specielt. Ja, for min skyld kunne man med fordel afskaffe hele begrebet "coffee shop" og erstatte det med noget kedeligt og kønsløst. Coffee shops har lidt for meget kult-status i miljøet.
Endelig bør man have modenheden til ikke blot at gøre et fordækt forsøg på at luske et forbud ind af bagdøren ved at sætte så mange fantasifulde restriktioner op, at effekten fortsat gør salgsstederne så uattraktive, at søgningen hellere sker mod de kriminelles rækker.
Der er to yderlige udfordringer, som kan gøre dette forsøg meget mindre succesfuldt end det kunne have været.
Den ene er dens meget lokale præg, som består i at kun København synes fin nok til at gøre forsøget i. Insisterer man på noget så navlebeskuende, frygter jeg at det vil afstedkomme alskens sære forsøg på at lukke hullerne. F.eks. har jeg tidligere set noget om, at kun beboere i Københavns Kommune skulle have lov at købe på disse salgssteder. Den slags vil have uoverskuelige konsekvenser. I værste fald kan det ende med at eksportere hashmarkedet ud af København i retning mod Fyn og Jylland, hvor fornyede krige om hashmarkedet så kan fortsætte. Hvis bandekrigen har lært os noget, så er det at et ulovligt hashmarked i balance er et langt mindre problem end et marked, som pga. politisk indgriben med nultolerante politikker, er kommet ud af balance.
Erfaringerne fra Holland, og også USA hvor cannabis er legaliseret i 14 stater til medicinsk forbrug, viser at hhv. landsdækkende eller statsdækkende løsninger ikke leder til ulemper af nogen art. Alligevel forsøger man sig med en så lokal løsning, der er forbeholdt et fåtal af Danmarks befolkningen. Hvorfor denne særegenhed, hvis hash vitterligt ikke er så specielt endda?
En vigtig - men ofte overset - gevinst er at alvorligt syge mennesker, f.eks. med kræft og AIDS, får adgang til et virksomt naturlægemiddel mod kvalme. Denne manglende adgang til naturlægemidlet er en væsentlig skade fra forbudspolitikken. Med øget næringsstand og livskvalitet vil det offentlige spare penge.
Den anden faktor er at Staten her skal til at agere erhvervsdrivende, og det forbliver uklart hvordan man som erhvervsdrivende forstår sine kunder og deres behov, samt hvilke incitamenter denne statsejede virksomhed har til at udvikle og markedsføre bedre og sikrere cannabisprodukter i fremtiden. Enhver virksomhed ved, at det er nødvendigt at forstå kundernes behov, for ellers tager de deres forretning andetsteds. Her skal man ikke tro sig sikker, bare fordi man skyndsomt banker et statsmonopol op. Det kriminelle marked har til dato vist sig eminent dygtige til at organisere cannabisprodukter til kunderne. Samtidig skal man som rusmiddelsælgende stat være sig meget bevidst om, at kunderne på cannabismarkedet er forholdsvis godt forvænt. En studietur til den hollandkse Cannabis Cup ville givetvis ryste enhver dansk politiker i Cuppens utrolige professionalisme og den ildhu, hvormed brugerne går op i cannabis.
Man bør ikke forfalde til et statsligt monopol, der kun nødtvungent ønsker at servicere kunderne. Dermed ikke sagt, at der skal reklameres og kommercialiseres, men tager man ikke kundernes behov alvorligt, vil de finde andre løsninger. Hashbrugerne er i årevis blevet trådt på af Staten, og de lugter lunten, hvis det her blot er endnu et forsøg på at træde på dem.
