Oprettet: 29. juni 2017
Svarnummer:
139

Indsendt af

E/F SNORRESHUS/Lisbeth Gasparski

Virksomhed / organisation

E/F SNORRESHUS

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Københavns skyline med dens elegante tårne og spir er et særkende for byen, som ikke bare vi selv nyder. Det bemærkes også af udenlandske gæster som en attraktion og noget, der adskiller København fra mange andre storbyer. Det er naturligvis noget vi bør værne om. Der er højhuse under opførelse flere steder i København, i Nordhavn, Ørestaden og Carlsberg Byen. Men det forekommer malplaceret, at et sted som Postgrunden, lige op ad centrum, også skal fyldes med tårne, hhv. 52, 54, 67, 93 og 115 m høje, der aldeles vil udkonkurrere den gamle midterby, herunder f.eks. Københavns Rådhus, Christiansborg m.fl. Vil det tilføre byen nogensomhelst herlighedsværdi - smuk arkitektur og betalbare boliger - eller vil det være mere herligt for investorerne end for byens egne borgere? Som beboere på Islands Brygge er vi ganske klar over, hvad vi mister. Tidligere kunne vi stadig nyde aftensolen på Havnefronten. Hotel Mariott tog en del af den. Lokalplanens høje tårne vil desværre kaste meget mere skygge, både på Bryggen og på andre bydele året rundt. Det soldiagram, der vises i Lokalplanen er helt misvisende, idet det blot viser skyggen på Islands Brygge fra det højeste tårn på årets korteste dag, altså den dag, hvor det generer allermindst. Hvad så med de øvrige 364 dage og hvad med de øvrige tårne? Havneparken er den mest intenst benyttede park i hele København. Dvs. at den betyder noget ikke alene for den boligtætte bydel Islands Brygge, men for rigtig mange københavnere. De høje tårne vil kun være til gavn for de få (investorer) og være en stor forringelse af København og af et af Københavns vigtigste rekreative områder.