Høringssvar vedrørende Restaurations- og nattelivsplan

Oprettet: 2. juni 2017
Svarnummer:
75

Indsendt af

Hanne Kongsgaard

Postnr.

1204

By

København K

Høringssvar

I mit høringssvar til Københavns Kommunes Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan tilslutter jeg mig høringssvar nr. 61 fra Strøget og Strædernes Beboerforening, som medlem af denne beboerforening og som i stræderne gennem mange år. Jeg tilslutter mig ligeledes høringssvar nr. 45 fra Lotte Juul samt høringssvaret fra Indre Bys Lokaludvalg. Efter nærlæsning af høringsmaterialet skal det bemærkes, at begrebet, "beboerforening" end ikke er anvendt 'en eneste gang i materialet. Det må understreges, at beboere og deres repræsentation i beboerforeninger er såvel legale som legitime interessenter i nattelivet. En anerkendelse af dette synspunkt må betyde, at såvel Plan som Handlingsplan gennemskrives med dette synspunkt for øje, således at det endelige resultat bliver en mindre ensidig og mere balanceret Plan og Handlingsplan. Hertil kan føjes, at beboerforeninger kan optræde som væsentlige informations- og kommunikationskanaler i kommunens bestræbelser på dialog med kommunens borgere og beboere. Begrebet, "Festen i gaden" har næsten opnået ikonisk status. Som HORESTA er vi enige i, at "Festen i gaden" er en væsentlig kilde til de gener, som beboere i København udsættes for, dog med den tilføjelse, at der fremadrettet ønskes en nærmere udredning af fænomenet "Festen i gaden" i al sin kompleksitet. En helhedsbetragtning forekommer nødvendig. Hvad er Festen i Gaden? Årsager til og virkninger af og mulige konkrete og koordinerede tiltag i forlængelse heraf. I vores nærområde vil jeg som eksempel pege på Vandkunsten, Magstræde, Snaregade og Nybrogade som et tiltagende belastet og komplekst område pga af mange sammenfaldende forhold. Området mellem Strøget og Nørreport Station (eks. Vestergade og Gothersgade) har af særdeles gode grunde påkaldt sig opmærksomhed, men med den foranstående åbning af en metrostation på Gl. Strand må det forudsiges, at belastede områder i tiltagende grad vil sprede sig til også at omfatte den side af Strøget retning vores kvarter ved Stræderne, Gammel Strand, Magstræde, Vandkunsten. En fremadrettet, forebyggende indsats her vil ikke blot kunne betyde en by med "kant", men også en by på "forkant" hvor kommunen tager ansvar for den "destruction", som mange beboere dagligt føler sig handlingslammede overfor.