Høringssvar vedrørende Restaurations- og nattelivsplan

Oprettet: 31. maj 2017

Indsendt af

Lilian Sølbeck

Postnr.

1202

By

København K

Høringssvar

Der tales så meget om, at København skal være en by med kant! Men hvad for en kant? Er det en by, hvor beboerne flytter fra, fordi de ikke kan holde festen i byen ud for støj, larm, musik, bræk, tis, lort og alskens andet affald fra for det meste unge mennesker, der fester igennem. I Indre By bliver der flere og flere airbnb-lejligheder/ejendomme oftest med unge mennesker, som ”fester igennem” hele ugen og ikke ”kun” torsdag, fredag, lørdag, fordi de er jo på ferie. København skulle nødig blive en by uden beboere, eller det er måske en sådan by, kommunen ønsker, så man bare kan give los på 05-bevillingerne og indtjeningen kan blive større? Det er sket andre steder i Europa – f.eks. Madrid og Barcelona. En blanding af beboelse, erhvervsliv, natklubber, cafeer osv., og offentlige institutioner, vil være en attraktiv by – også for turister. Der er og vil altid være larm og støj, når man bor i en storby som København, men der skal være en grænse, og den grænse er nået nu - er løbet løbsk. Der skal gøres noget effektivt ved det nu og ikke kun dyre flotte ord og ikke ret meget handling. Jeg mangler en dialog med os der bor her, om hvad vi vil med byen. Vi som lever her, bor her, arbejder her, betaler skat her og gerne skulle kunne have en tilværelse, der hænger sammen. Men i stedet ser vi en by, der langsomt bliver ødelagt og i stedet bliver en festby kun for folk, der skal feste igennem, og hvor det bliver vanskeligere og vanskeligere for os at have en rimelig tilværelse. Hvis byen skal overleve og være attraktiv for alle, bør antallet af bevillinger indskrænkes, og bevillinger inddrages efter flere klager. Det skal have konsekvenser ikke at overholde pålagte krav. Bevillinger skal ikke kunne ”arves” af en ny indehaver, men skal genforhandles. Der bør allerede nu stoppes for 00-05-bevillinger i hele Indre By, for at problemet ikke blot flytter videre til de næste gader. Stop for salg af spiritus fra døgnforretningerne i perioden 22.00 – 07.00. Forbyd indtagelse af spiritus i gader og parker fra kl. 22.00-07.00, så vil meget af musikken, støjen og svineriet forsvinde – også fra barer mv. Stop også for larmende party-busser og cykeltaxiernes hensynsløse kørsel og ikke mindst dunkende musik i gaderne i Indre By.