Oprettet: 19. august 2015
Svarnummer:
36

Indsendt af

Rikke Liv Holst

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Som nabo til det varslede Uptown2200 er jeg bekymret. Det er jeg er flere årsager, her følger de vigtigste: Nørrebro er et skønt sted at bo. Jeg holder af livet, tætheden, diversiteten og alt det spraglede og jeg holder af alle de tiltag, der er gjort for at gøre bydelen mere attraktiv. Vi har fået den sorte og den røde plads, der fungerer fremragende som centrale, samlende pladser. Men de er også dagligt vidnesbyrd om, at der mangler endnu flere steder, man kan mødes, dele sin mad og hilse på naboen. For børnene slås om pladsen på legestativerne og der er ikke plads til alle på de ellers mange bænke; de bliver brugt rigtig meget. Det samme gør Mimersparken, der endelig har fået en funktion og et udtryk. Og nu vil man midt i disse små åndehuller, der giver luft i landets tættest bebyggede område, placere en masse nye boliger, der vil øge behovet for pladser og parker endnu mere. Samtidig med, at det nye byggeri store dele af dagen vil skygge for al den aktivitet, der endelig er kommet ind her, hvor vi også gennemsnitligt lever kortere end mange andre steder i landet. Jeg holder også af studerende og jeg synes, der skal være ordentlige studieboliger i byen. Jeg mener ikke, de skal bygges, hvor bebyggelsesprocenten er højest i landet, men vælger man på trods af dette at bygge her, bør studieboligerne være til at betale og med anvisningsret fra CIU, så man sikrer sig, at de også rent faktisk bliver for de studerende. Det har Københavns Kommune ikke sikret sig - hvilket betyder, at man kan slippe uden om at sørge for parkeringspladser til de mange nye naboer, vi får, også selvom det formentlig ikke bliver studerende, men nogle der rent faktisk har råd til at betale for de dyre boliger, der heller ikke i størrelsen minder om studieboliger. Det er desuden uholdbart og kortsigtet, at der ikke er lavet en helhedsplan for området omkring Nørrebro Station, så man sikrer sig, at det i fremtiden bliver velfungerende og sammenhængende både trafikalt og i forhold til at sikre gode byrum med plads til fællesskab og aktiviteter. Ligesom det ville klæde Københavns Kommune at overholde de løfter, der i sin tid blev givet om ikke at bygge hverken højt eller tæt ved siden af Mimersparken. Nu er begge dele på tegnebrættet i en uforståelig proces, hvor Københavns Kommune har solgt grunden med et formål inden det er sendt i høring, der både involverer lokalplansændring og kommuneplansændring. Det er dybt kritisabelt. Med Uptown2200 vil man smadre nogle af Københavns Kommunes meget velfungerende offentlige byrum med et gigantisk, altoverskyggende tårn på 100 meter. Og det i et område, der indtil for meget nylig var mest kendt for ghetto, nedslidthed, kriminalitet og mangel på ressourcer, men hvor det er lykkedes at bringe fællesskabet, det grønne og energien tilbage i gadebilledet. Det bekymrer mig, om der om fem år vil være lige så meget lys og liv i mit nabolag, når jeg går ud af min dør. Og der skulle jo faktisk gerne være mere. Det er der med Uptown2200 absolut ikke udsigter til, når Københavns Kommune sætter bebyggelsesprocenten op til 300 eller derover og ønsker at bygge et tårn på 100 meter - i et område med C2 og C1-ramme i kommuneplanen, hvilket betyder en bebyggelsesprocent på max 150 og 110 og en byggehøjde på max 24 og 20 meter. Jeg håber, at mine bekymringer bliver gjort til skamme. At man med udgangspunkt i denne høring, der fra Københavns Kommunes side er strategisk placeret henover sommerferien, tænker sig om og bruger grunden på en visionær og fornuftig måde. For mine naboer er allerede begyndt at sælge deres lejligheder. Stop dem i det ved at sørge for, at vi fortsat har gode muligheder for at være aktive og mødes i trygge og levende byrum på Ydre Nørrebro - også om fem og ti år. Det kan for så vidt også inkludere, at der skal være boliger på en del af det gamle DSB-areal. Men under ingen omstændigheder på den måde, det er foreslået med Uptown2200. For det er hovedløst. Venlig hilsen Rikke Liv Holst

Få nyt om høringer

Abonnér