Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503

Oprettet: 21. september 2013
Svarnummer:
127

Indsendt af

Elisabeth Bloch

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Som beboer i Øresund Strandpark oplever jeg, at det nye lokalplanforslag og ikke mindst Arkitektfirmaet Henning Larsens Architects forslag til ny bebyggelse medfører en stor forringelse for områdets nuværende beboere. Jeg forstår godt, at Københavns Kommune har et ønske om at højne befolkningstætheden i et område tæt på Metroen og herlighedsværdierne i Amager Strandpark, men jeg finder det fremlagte forslag hensynløst, og i direkte strid med intentionerne i den gamle lokalplan og det forslag til byggeri, som Skanska tidligere har fremlagt, og som indgik i salgsmaterialet da Øresund Strandpark bebyggelsen blev udbudt til salg. I den eksisterende lokalplan foreskrev en maksimal bygningshøjede på 17 meter. På den gamle Vølundgrund (nu Øresund Strandpark) skulle opføres en åben parkbebyggelse og at der skulle etableres en grøn kile mellem Strandlodsvej og Amager Strandvej. Disse principper, hvis formål var at sikre lys og luft og åbninger mod Amager Strand lades der hånt om i den nye lokalplan, som tillader, at der bygges i højden i et radikal anderledes omfang, og at der bygges på tværs af de planlagte kiler. Det mest horrible ved det fremlagte forslag er for mig således planen om at opføre 20-32 meter høje bygninger langs den gamle Amagerbanes trace. Ved at placere høje bygninger af 20 til 32 meters højde på tværs af den eksisterende bebyggelse i Øresund Strandpark skabes der en ganske betydelig mur, der ikke blot bryder med de oprindelige planer for området, hvad angår både og bygningsplaceringer, men som også betyder reduceret sollys, forringede lysforhold og deraf reducerede udemuligheder og rekreative ophold på altaner, grønne områder og legeplads for beboerne i Øresund Strandpark. På borgermødet på Sønderbro Skole den 6. september gjorde repræsentanten for Henning Larsen Architects meget ud at beskrive, at man fra firmaets side har fundet en moderniseret form for karre bebyggelse langt mere attraktiv end den åbne parkbebyggelse, som den gamle lokalplan foreskrev for Vølundgrunden, og som Skanska altså også oprindeligt havde planlagt på sin del at det areal, som nu er i spil. Jeg ved naturligvis ikke, hvilke huse andre mennesker foretrækker at bo i, men jeg tvivler på, at karrébebyggelse – selv i en moderniseret form – har nogen attraktionsværdi for andre end de arkitekter, der tegner husene.