Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2015/16

Oprettet: 4. juni 2014
Svarnummer:
41

Indsendt af

Marianne Kjær

Virksomhed / organisation

Brug Folkeskolen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Brug Folkeskolen ser positivt på tilførsel af rode 208 til Bavnehøj Skole, idet vi har fokus på, at Bavnehøj Skole har et lille skoledistrikt, sammenlignet med nabo-distrikterne. UDFORDRINGER I BAVNEHØJ SKOLES DISTRIKT Ydermere har vi fokus på de særlige forhold i Bavnehøjs skoledistrikt, der gør det svært at fastholde eleverne. Her kigger vi på: 1. at Solbakken Kollegiet ligger i distriktet. Solbakken har en stor andel af børnefamilier, som bor på kollegiet, fordi en eller begge af forældrene studerer. Der bor særligt mange islændinge/færinge på kollegiet, og mange af dem får børn mens de studerer. Børnene starter på Bavnehøj Skole, men familierne flytter inden børnene når mellemtrinnet, på grund af kollegiets regler om at man kun kan bo der, når man studerer. Fraflytning fra Solbakken Kollegiet er en væsentlig detalje at tage højde for i forhold til Bavnehøj distrikts størrelse og skolens udfordring med fastholdelse af elever. Børnene fra Solbakken tæller jo med i statistikken over, hvor mange børn der er i distriktet, men det er samtidig en elevgruppe, som vi næsten med sikkerhed ved forlader skolen inden mellemtrinnet. 2. at cirka halvdelen af Bavnehøjs skoledistrikt ligger i Valby i et boligkvarter, som er opdelt i tre forskellige skoledistrikter. Brug Folkeskolen oplever, at det på forhånd er svært som folkeskole i Sydhavnen at rekruttere familierne i Valby, idet de føler sig som ”valbyborgere”, som ellers orienterer deres aktiviteter mod Valby. Hvis det omtalte boligkvarter hørte til den samme skole, ville det være nemmere at skabe en kultur blandt familierne om, at ”vi vælger den lokale folkeskole, for at styrke den lokale sammenhængskraft og styrke vores børns kammeratskaber i nærmiljøet”. 3. at lejlighederne i bavnehøjs distrikt er små og at vi derfor oplever en massiv fraflytning, når familierne ”vokser ud” af deres lejligheder. FORSLAG TIL YDERLIGERE TILPASNING AF BAVNEHØJ SKOLES DISTRIKT Der opføres de kommende år en del nye famileboliger i Valby, i området mellem Kirsebærhaven Skole, Vigerslev Allé Skole og Bavnehøj Skole. Med flere børnefamilier i de tre skoledistrikter, mener Brug Folkeskolen, at det giver anledning til revision af distrikterne. Vi ser en mulighed for at tilføre den nordlige del af rode 209 fra Carl Jacobsensvej og op mod rode 208 (det vil sige venstre side af Trekronergade, Kløverbladsgade, Karensgade og Gerdasgade) til Bavnehøjs grunddistrikt. De hører i dag til Kirsebærhaven skole. En anden mulighed for at udvide skoledistriktet for Bavnehøj Skole, er at kigge mod ydre Vesterbro. Vi ser en mulighed for, at dele af rode 186 og 187 langs og bag Ingerslevsgade eller dele af rode 191 og 203 i ”svømmehalskvarteret” tilføres Bavnehøj Skole. Vi ved, at en del vesterbroere bruger daginstitutionerne på Enghavevej, Remisen og Mini Ajax. Det nye boligområde på den gamle Carlsberg-grund ville også være en mulig udvidelse af Bavnehøjs skoledistrikt, og det ville give en fin skolevej gennem kirkegården.